Aabybros gader mødes i volleyballturnering

Aabybro 3. august 2007 06:00

AABYBRO: Igen i år satses der på en gadeturnering volleyball i forbindelse med Aabybro Byfest. Turneringen har samlet 16 hold de seneste to år, og det håber arrangørerne på igen i år. Dermed kan der dystes i fire puljer, hvor vinderne går videre til semifinale og til sidst finale. Selvom det selvfølgelig er en ære at vinde og iklæde sig en t-shirt med skriften Aabybro Mester 2007, er det først og fremmest en hyggelig turnering for deltagere og tilskuere. I modsætning til de to foregående år finder volleyballturneringen sted søndag under byfesten. Altså i år søndag 19. august. Her er der nemlig forskellige aktiviteter for hele familien ved Aabybro Hallen, så turneringen passer fint ind i programmet. Der er ingen specielle krav til fordeling af mænd og kvinder på holdene. Normalt finder deltagerne selv ud af det, ligesom der typisk både er unge og voksne på holdene. Dog vurderer arrangørerne, at deltagerne helst skal være over konfirmationsalderen for ikke at blive tromlet ned på banen. Hvis en gade ikke kan stille hold, er det tilladt at slå sig sammen med en anden gade. Der skal ske tilmelding til Palle Christoffersen på telefon 98 24 43 25 senest lørdag 11. august.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...