Aaen: Regeringen håner skatteborgerne

Enhedslisten raser over, at regeringen freder A.P. Møller-Mærsk fra at betale mere i skat af Nordsø-olien.

Aaen: Regeringen håner skatteborgerne

Regeringen har et gigantisk forklaringsproblem med beslutningen om ikke at hæve beskatningen af olieindtægterne fra Nordsøen, mener Enhedslistens finans- og skatteordfører, Frank Aaen.

- Vi har tidligere været enige med regeringen om at undersøge muligheden for at genforhandle Nordsøaftalen. Den mulighed har regeringen nu afskrevet sig.

- Det er ikke bare en hån mod danske skatteborgere, det er en ren foræring af fællesskabets penge til olieselskaberne, siger Frank Aaen, som vil have skatteminister Holger K. Nielsen (SF) til at forklare sig i et samråd.

Han peger på, at de økonomiske vismænd har vurderet, at staten kan hente i omegnen af 10 milliarder kroner ekstra ved en genforhandling af Nordsø-aftalen med A.P. Møller-Mærsk og partnerne Shell og Chevron i Dansk Undergrunds Consortium (DUC).

- Vi har en socialdemokratisk ledet regering, som i stedet for at knokle for en genforhandling af Nordsø-aftalen til fordel for danske lønmodtagere og velfærdssamfundet laver en lokumsaftale med olieselskaberne for at få opbakning til en vækstpakke, betalt af arbejdsøse og studerende, siger Enhedslistens skatteordfører.

Sammen med De Radikale forlængede VK-regeringen i 2003 Nordsø-aftalen med olieselskaberne frem til 2042. Det blev dengang understreget, at hvis forudsætningerne ikke holdt, kunne aftalen genforhandles, understreger Frank Aaen.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) bebudede i 2012, at aftalen skulle igennem et serviceeftersyn med det formål at vurdere, om statskassen skulle have en større andel af milliardindtægterne fra Nordsøens energireserver.

Før fremlæggelsen tirsdag af regeringens vækstpakke har Skatteministeriet imidlertid konkluderet, at Nordsø-aftalen er afbalanceret, og at staten ikke kan hente mere.

Serviceeftersynet bliver fremlagt torsdag morgen i Skatteministeriet af Holger K. Nielsen og Martin Lidegaard.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.