Åge Hareide er imponeret af Lucas Andersen i Superligaen

Fem mål og fire måloplæg i Superligaen har banet vej for Lucas Andersens udtagelse til det danske landshold.

Åge Hareide har lavet tre udskiftninger i sin landsholdstrup før testkampen mod Luxembourg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Åge Hareide har lavet tre udskiftninger i sin landsholdstrup før testkampen mod Luxembourg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

AaB-spilleren Lucas Andersen har været nordjydernes altoverskyggende stjerne i de første 12 spillerunder af superligasæsonen, og søndag formiddag blev han hasteindkaldt til fodboldlandsholdets testkamp mod Luxembourg på tirsdag.

Landstræner Åge Hareide har nemlig også set med, når Andersen har været det kreative omdrejningspunkt i AaB's offensiv. Derfor kan nordjyden få sin første landskamp i tre år, hvis han kommer på banen.

Det er ellers sjældent, at Hareide kigger mod Superligaen for at udtage spillere. Før udtagelsen af Lucas Andersen var reservemålmand Jesper Hansen den eneste i landsholdstruppen med en dagligdag i Danmarks bedste række.

- Lucas Andersen vil vi gerne se, fordi han har været god i Superligaen, siger Hareide og afviser samtidig, at Lucas Andersen er udtaget, fordi kampen spilles i Aalborg.

- Det havde været en billig baggrund at blive udtaget på, hvis det skyldtes, at han tilfældigvis var i Aalborg. Hvis man tænker på den måde, så har Lasse Nielsen jo også en fortid i Aalborg. Og vi kan også udtage Allan Gaarde, siger Åge Hareide muntert.

Nordmanden har også udtaget Malmö FF-duoen Jonas Knudsen og Lasse Nielsen. Sidstnævnte havde sin fodboldopvækst i AaB.

De to forsvarsspillere har tidligere været med på landsholdet under Åge Hareide, og derfor var det oplagt at indkalde dem. De kan problemfrit køre over Øresund søndag formiddag, så de kan være med i landsholdets fly til Aalborg søndag eftermiddag.

- Lasse Nielsen og Jonas Knudsen er med, fordi det er nemt at sluse dem ind på holdet. De har begge været med tidligere, siger Hareide.

De tre hasteindkaldte spillere erstatter Yussuf Poulsen, Jens Stryger Larsen og Andreas Christensen.

Yussuf Poulsen får fri til at se sin tre uger gamle søn, mens Hareide ikke vil tage chancer med de to forsvarsspillere, som begge blev skiftet ud i lørdagens 1-0-sejr over Schweiz.

- Vi ved ikke, om der er noget med Jens Stryger og Andreas Christensen, men vi tager ingen chancer med dem. Vi vil også gerne have et godt forhold til deres klubber, og så skal vi ikke holde på dem til en træningskamp, hvis der er noget i vejen.

- Havde det været en EM-kvalifikationskamp, havde tingene været anderledes. Nu kan deres klubber selv undersøge dem og drage en konklusion, siger Åge Hareide.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.