Åge Hareide udtager Mike Jensen og Anders Christiansen

Det bliver en spiller fra henholdsvis den norske og svenske liga, der fuldender Danmarks trup på 23 spillere.

Mike Jensen (tv.) snuppede en af de to sidste pladser i landstræner Åge Hareides landsholdstrup til kampene mod Slovakiet og Wales. Foto: Wold, Ole Martin/arkiv/Ritzau Scanpix

Mike Jensen (tv.) snuppede en af de to sidste pladser i landstræner Åge Hareides landsholdstrup til kampene mod Slovakiet og Wales. Foto: Wold, Ole Martin/arkiv/Ritzau Scanpix

Anders Christiansen og Mike Jensen er udtaget som de to sidste spillere til Danmarks trup til fodboldlandskampene mod Slovakiet og Wales i næste uge.

Det meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

Dermed fuldender de landstræner Åge Hareides trup på 23 spillere til kampene.

Rosenborg-anfører Mike Jensen har spillet seks A-landskampe for Danmark siden debuten i 2010.

Han var tidligere i år en af de sidste spillere, der blev siet fra, da Åge Hareide udtog sin trup på 23 spillere til VM-slutrunden i Rusland.

Her nåede Danmark frem til ottendedelsfinalen, hvor det blev til et nederlag efter straffesparkskonkurrence til Kroatien, der senere endte som sølvvindere ved VM.

Anders Christiansen spiller for svenske Malmö FF. Han har spillet tre A-landskampe, den seneste i 2015.

Han har dermed endnu ikke opnået spilletid på landsholdet med Åge Hareide som landstræner.

Med udtagelsen af Mike Jensen og Anders Christiansen må velkendte navne som Andreas Bjelland, Riza Durmisi, Daniel Wass, Pierre-Emile Højbjerg og Nicklas Bendtner altså foreløbig se langt efter en landsholdsudtagelse.

Ingen af de fem var af forskellige årsager med i truppen til VM.

Danmark spiller onsdag 5. september mod Slovakiet i Trnava i en testkamp.

Søndag 9. september tager Danmark i Aarhus imod Wales i en kamp i den nyoprettede Nations League.

Det er dog en betingelse for, at kampene bliver spillet, at der forinden er fundet en løsning om en ny landsholdsaftale mellem DBU og spillerne.

DBU forhandler i øjeblikket med Spillerforeningen, og ifølge DBU går forhandlingerne "trægt".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.