Åge, Johnny og Nalle til festivalen

Der bliver masser af blues på årets Skagen Festival

SKAGEN:Når den 35. udgave af Skagen Festival denne sommer atter spiller op med musik i verdensklasse, bliver det som altid med musik fra alle verdenshjørner. Fra de Skandinaviske bredde grader bliver der således gensyn med såvel Johnny Madsen Band, som Hanne Boel samt naturligvis - fristes man til at sige - norske Åge Aleksandersen. På trods af at Johnny Madsen de seneste år i den grad har konsolideret sin position som en af den danske festival branches største navne er det rent faktisk fem år siden at den sympatiske vestjyde senest gæstede Skagen Festival. - Det var dengang med stor succes, og med de seneste års kæmpe succes på landets største festivaler in mente er vi stolte over at kunne byde Johnny Madsen og dennes fantastiske band velkommen tilbage på Skagen Festival, siger den musikansvarlige Henrik Jørgensen. Endnu et populært gensyn bliver det med den danske sangerinde Hanne Boel der senest gæstede Skagen i 1998. Hanne Boel udgav i 2004 det meget roste album "Abaco", der for alvor bragte hende tilbage i danskernes søgelys. Sommerens turne bliver en tur med det største hits, og dermed kan Skagen Festivalens publikum se frem til en koncert med såvel nye som gamle klassikere. Fra Norge bliver der naturligvis gensyn med fantastiske Åge Aleksandersen med band. Han har efterhånden udviklet sig til at være festivalens husorkester og har alle de år, han har været i Skagen, formået at blive bedre år for år og har gennem årene forøget sit publikum væsentligt. Der bliver også gensyn med den skotske trio McCalmans der på fjerde årti verden over er et af folkemusikkens mest eftertragtede navne. - Fra den irske ø bliver der mulighed for atter at opleve Tommy Flemming, der gæstede Skagen Festival 2004 med stor succes, og fra det hollandske får vi besøg af en af verdens absolut bedste blues musikere, når Hans Thessink og hans afrikanske band Insingizi ligger vejen forbi, oplyser Henrik Jørgensen. En meget speciel trio kan også opleves når Hans Thessink går på scenen i selskab med danskerne Nalle og super guitaristen Knud Møller for sammen at præsentere blues i topklasse. Den 35. udgave af Skagen Festival spiller i dagene fra 30. juni til og med den 3. juli.