Aaglimt skal levere køle-vakuummad

Pensionister skal have den nødvendige hjælp i indkøringsperioden

AALESTRUP:Aalestrup Kommune vil undersøge mulighederne for at gøre sig gældende på markedet for færdig mad. Det er resultatet, efter at byrådet har besluttet, at hjemmeboende pensionister fremover skal tilbydes køle-vakuummad fra køkkenet på plejehjemmet Aa-glimt. Samtidig blev det besluttet, at forvaltningen skal undersøge mulighederne for at levere mad for eksempel til et plejehjem i en naboby, hvilket måske kunne blive aktuelt i en ny storkommune. Omstillingen til at lave køle-vakuummad kræver en om- og tilbygning af køkkenet. I øjeblikket er der 80 pensionister, der får maden leveret, og i første omgang bliver kapaciteten tilpasset til at tilberede kølemaden til dem. Ifølge en analyse, der er lavet af en konsulent, vil det koste 1,4 millioner kroner, og hvis der senere bliver behov for det, vil det ikke koste ret meget at udvide kapaciteten. Netop denne analyse skabte lidt uro på mødet, da ikke alle byrådsmedlemmerne havde fået den. Det førte til, at et par stykker foreslog, at sagen skulle gennem en ny udvalgsbehandling. Det afviste socialudvalgsformand Søren P. Johansen (S) med henvisning til, at man skal være klar til at levere maden 1. juli. - Der er slet ikke tid til at udvalgsbehandle sagen igen. Tidspresset er stort nok i forvejen, sagde han. Grunden til, at madordningen overhovedet skal ændres nu, er overgangen til frit valg på ældreområdet. Der var udbredt enighed om at vælge køle-vakuummad, selv om flere havde været skeptiske overfor det i begyndelsen. Eksempelvis byrådsmedlem Vagn Olesen (S). - Jeg var utrolig skeptisk, men faktisk er meget af det mad, vi køber i supermarkedet køle-vakuummad, fortalte han. Den største bekymring ved den nye madordning drejer sig om pensionisternes tryghed. Som det er nu, får de maden leveret hver dag, og det giver de ældre en vis tryghed at få besøg af den, der kommer med maden. Køle-vakuummaden skal leveres til en uge ad gangen, og de ældre skal selv varme den i microovn. - Der er en del fordele ved køle-vakuummaden, men jeg er betænkelig ved de tryghedsbesøg, der kommer til at mangle, sagde Anders Jensen (UP). Til det svarede Søren P. Johansen at der vil blive gjort det, der er nødvendigt. - Der bliver en indkøringsperiode. Vi har købt ovne til dem, der ikke har nogen og vi vil selvfølgelig bruge de ekstra timer, der skal til for at gøre de ældre trygge, også ved at betjene microovnen. Der er mange der allerede får tryghedsbesøg, og det kan passende aflægges ved spisetid, sagde Søren P. Johansen.