Åh, at være en Powl

Musik 21. oktober 2002 08:00

KONCERT The Powls 4 stjerner Hvad gør man, når man en dag vågner op af sit liv, opdager at man er i trediverne og ikke er blevet den store rockstjerne, som man ellers selvklart havde talent til at blive? Ja, måske gør man som The Powls. Danner en gruppe, hvor den mere infantile del af drømmen lever i bedste velgående, mens den voksne hjerne længst har erkendt: Nå, længere nåede jeg altså ikke. Lørdag dukkede The Powls medlemmer op med kalvekrøs, ko-spættet joggingdragt og udskæring i skjorterne op foran 850 mennesker i Nibehallen, der var samlet til Nibe Festivalens årlige medhjælper-fest. Kvartetten har været et fast indslag de sidste år, hvor stigende popularitet har rykket dem fra barakker op til Måneskinsteltet, og på Skanderborg Festivalen har de en lignende kultstatus. Rock i The Powls version handler om attituder, at prøve at se sej ud, at fyre nogle hurtige linier af, så man lyder smart og så i øvrigt have det sjovt med drengene. The Powls skiller sig ud fra de allerfleste bands ved at være mere til snak end til handling, endsige musik. Et nummer per kvarter er så nogenlunde hvad man må regne med som publikummer, resten af indholdet handler om det, som de mandlige musikere har i bukserne, hvad den smukkeste del af publikum har bag blusen og hvad man i øvrigt skal gøre ved det. I Nibe fik de fire powl'er folk op at stå på stolene en 4-5 øllers tid inde i programmet. En nødvendig timing, for uden malt og alkohol som vækstfremmer for tankerne er det svært at finde visdom i den gejle snak. The Powls kører benhårdt på deres charme, så ikke bare drenge i alle aldre men også meget voksne kvinder ikke kan lade være med at trække på smilebåndet over historierne, der driver af øl og kropsvædsker. Dybest set handler "The Powls" vel om rock-drømmens inderste væsen: At leve drømme ud , at have det sjovt og glemme alt om morgendagens girokort. Gang i den, gang i den, gang i den og så den lange. Der kan man som publikummer selv lønligt komme til at drømme henover ølglasset: "Åh, at få lov til at være en Powl". The Powls spiller på Skråen 12. november Knud Labohn ] Nibe:lørdag aften 12. november på Skråen i Aalborg]

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...