Film

Åh hvor skønt med en tysker i biffen

FILM "På Halvvejen" Biffen har to premierer i aften. Dels på en film af Mike Leigh, og dels på en film af tyske Andreas Dresen, som uden blusel vedkender sig, at han lader sig inspirere af engelske Leigh. Først og fremmest må man nævne, at det er dejligt at se en tysk film i biografen. De fede tider for tyske film i Danmark sluttede med drabet på Fassbinder i 1982. Siden har der været stille. Nu er det tyske sprog jo heller ikke noget, der får folk til at gå amok over dets skønhed. Til gengæld er det verdens nemmeste sprog at lære. Tænk lige lidt over det, alle i tysk-foragtere derude. Og vi ser helt klart for lidt tysk film herhjemme. Tyskerne er jo de sande mestre, når det drejer sig om socialrealisme. Se det bare i øjnene! I "På Halvvejen" er vi krøbet tæt ind under Polen. I byen Frankfurt am Oder tæt ved grænsen. Det er i den del af Tyskland, hvor Vestens lysshow endnu ikke har holdt sit indtog, men hvor man finder masser af god gammel DDR-beton i arkitekturen fra betonkommunismens tid. Ja, det ser sgu trøstesløst ud. Vi møder to par, som er venner af vane. Ikke fordi de egentlig har så meget til fælles. Men mest fordi venskabet endnu ikke er gledet fra hinanden. Og de mødes da pligtskyldigt og keder sig i hinandens selskab. Det gør Uwe og Ellen som det ene par hedder. Og det gør Christian og Katrin. Nå, godt med sprut på bordet kan jo altid vække gamle minder, og så klarer de endnu en aften i hinandens selskab. En dag slår lynet ned: Christian og Ellen forelsker sig. Det sker naturligvis fordi deres respektive ægteskaber er endt som venskaberne: I vane. I tomgang. I kedsomhed. I rutine. Altså præcis der hvor det begynder at blive farligt. Et famlende engangsknald på bagsædet af en bil bliver til mere: til regulær utroskab. Og utroskab bliver opdaget. Her er det så, at filmen for alvor starter. I en vidunderlig scene ringer Uwe til Christian. Min kone er mig utro. Vi må tale, siger han. Christian ved ikke, at Uwe ikke ved, hvem Ellens kæreste er. Christian tror, han skal have nogle fuldt fortjente bank af sin gamle ven, som han har svigtet på det allermest afgørende punkt. Men Christian skal jo bare have trøst af sin allerbedsteste ven. Den scene er uhyre smuk, og der kommer sandheder for dagen. Filmen er en dogmefilm. Her er ikke tilsat kunstigt lys, og kameramanden står til tider og hopper lidt, så vi kan se, at det er vaskeægte håndholdt kamera. Det dogmeagtige kommer også til udtryk ved, at filmen fokuserer meget på de fire mennesker, som meget indlevende serverer deres roller. Der spilles flot og overbevisende. Især Axel Prahls Uwe er blændende skuespillet. Han skildrer effektfuldt den lidt enfoldige og ejegode cafeejer med det store hjerte. Filmen lægger sig meget op af moderne danske film med deres sædvanlige fokus på mindre grupper af mennesker. Der mangler dog en smule forløsende humor til for alvor at løsne op, når historien bliver for traurig. Men stadig: hvor var det skønt at se en tysk film i biografen. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "På Halvvejen" ("Café halbe Treppe"). Tyskland 2002. Instruktion og manus: Andreas Dresen. Biffen i Aalborg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst