Åh, hvor vi elsker vin

Trængel under hvælvingerne i Sæbygårds kælder, da SuperBrugsen inviterede til vinfestival

Detailhandel 29. september 2002 08:00

SÆBY: Statistikken sider det tydeligt og klart, vi drikker årligt øl og vin for syvenhalv milliard. Nogenlunde sådan synger Shubidua i et af deres nyere hits. Og i Sæby vil man bestemt ikke stå tilbage for sjællændere, fynboer og alle de andre. Vi tager vores ration. Uden at kny. Og når det så ligefrem handler om veltemperede og korrekt skænkede røde og hvide vine, så er den bare helt i vinkel. Et bredt udsnit af Sæbys vindrikkere havde derfor lørdag fundet vej til Sæbygård, hvor SuperBrugsen holdt vinfestival og lokkede med prøvesmagning af over 70 forskellige vine. Skrev ned - Vi har taget et udsnit af vores sortiment med og sikret os, at der er noget fra alle kontinenter, fortalte brugsuddeler Lars Hansen. De fleste har sikkert prøvet at stå i et supermarked og følt sig fristet til at investere i knaldtilbuddet på seks flasker til rabatpris - men så alligevel mistet modet, for tænk nu, hvis man slet ikke kan lide vinen. Netop derfor er prøvesmagninger en oplagt idé, og mange af de over 200, der havde købt billet til festivalen, gik da også målrettet frem og noterede flittigt på papir, mens de skålede og udfordrede smagsløgene. Som en ældre herre udtrykte det. - Nogle gange smager jeg en vin, som jeg virkelig godt kan lide. Men så glemmer jeg, hvad den hed. Derfor gælder det om at skrive navnet ned eller beholde etiketten. Det er jeg begyndt på. Vinen skal være god, når man som jeg drikker et glas eller to hver dag, forklarede han. Brød og grønt Festivalen bød også på smagsprøver af andet end vin. I kælderen kunne gæsterne også nyde et overdådigt ostebord, og i slotsgården havde brugsens bager, slagter og grøntekspert boder, hvor man kunne guffe i sig og få gode råd og information. Det var tredje gang, at SuperBrugsen holdt vinfestival, men første gang, at supermarkedet var alene om arrangementet. Tidligere har andre forretninger og et par restauranter også været med. - Vi er sådan set ikke så kede af at have arrangementet alene. Det giver os en god reklame og også goodwill. Men jeg erkender, at det er et kæmpe arbejde at få festivalen op at stå, sagde Lars Hansen. Supermarkedet havde 15 mand på plads på Sæbygård, og samtidig var forretningen på Henrik Nielsens Plads i midtbyen åben. - Vi har slet ikke personale til begge dele på én gang. Derfor har vi fået hjælp af personale fra andre brugs-butikker, ligesom bestyrelsen hjælper til i dag, sagde brugsuddeleren. Med et salg på 200 billetter mod 140 i fjor betegner han lørdagens festival som en kæmpe succes. - Der er ingen tvivl om, at festivalen er en tradition, der er kommet for at blive, sagde han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...