Åh nej, ikke nu igen!

Kvinders stress viser, at der stadig er hårdt brug for en fælles kampdag, men mange kvinder søger ind til sig selv i stedet

Interessen er til at overskue, når man fortæller, at man skal skrive om 8. marts. Både kvinder og mænd sukker højlydt, og hårdt presset på min egen selvforståelse må jeg indrømme, at trætheden også melder sig hos mig. Har vi ikke snart hørt nok om kvindekamp, tænker jeg. Er det ikke lidt fortidigt, lidt altmodisch, ude af trit med tiden? Den slags har vi da ikke brug for mere, nu kvinderne får højere uddannelse end mændene? Alt det formelle er da også i orden. Lovgivning, stemmeret, regler, skilte, stillingsbetegnelser ... Og hjemme hos os er der da forskel på vores to køn, lykkeligvis, men det ene regnes ikke for mere end det andet. Så er der overhovedet noget for kvinder at kæmpe for? - Masser, lyder det forundret fra Jytte Wester, der som formand for Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland står lige midt i kvindeverdenen anno 2010. En verden, hvor kvinder stadig tjener markant mindre end mænd. Faktisk får vi ikke inden for et eneste fag helt det samme i løn som mændene. I snit får vi 18 pct. mindre. Faktisk er 42 lande bedre end Danmark til at sikre kvinder ligeløn, konkluderer World Economic Forum. Det er kedelige tal, kan man synes. På flere måder. Men bag tallene lever mennesker i en hverdag, hvor de hver dag mærker, at de er mindre værd end andre, der laver det samme, har samme længde uddannelse, samme evner og kompetencer. - Det kan vi da ikke være ligeglade med. Det er da ikke rimeligt, siger Jytte Wester, der ikke vil høre den mindste tale om at give op, selv om kvinderne nu har råbt på det samme i 100 år, og det stadig ikke er lykkedes. Derfor står Dansk Sygeplejeråd sammen med FTF, LO og flere andre for demonstrationer og andre sammenkomster, i anledning af at kvindernes internationale kampdag i morgen, 8. marts, fylder 100 år. - Der er da sket meget. Men ikke nok, konkluderer Jytte Wester og holder fast i sin helt grundlæggende tro på, at mennesker er lige meget værd, og at det også er det, det danske samfund bygger på. Det er de helt store ord, der trækkes ud af skabe og skuffer, og det er også netop der, de bor. For der er stadig enorm forskel på, hvem der gør rent i stuer og køkkener derhjemme. Fordi kvinderne tjener mindre, kan det bedre svare sig for familierne, at de bruger tiden derhjemme. Otte ud af 10 offentligt ansatte kvinder er derfor på deltid. - Det hænger jo sammen. Det er derfor, vi skal have ligeløn, siger Jytte Wester. Dansk Sygeplejeråd har lige undersøgt det hjemme hos deres medlemmer. Kvinder arbejder 13 timer i hjemmet, deres mænd 8,3 timer. Og jo flere børn, de har, jo færre timer tager kvinderne på job, mens mændene arbejder mere. - Det er ikke et frit valg. Det er økonomien, der afgør det, fastholder Jytte Wester, der derfor holder fast i parolen om ligeløn. Uanset hvor træt man kan være af at høre om det. Selv som kvinde. Stresser vildt Men måske er man også træt, fordi man bare er træt af at være kvinde. Ikke af at være det i sig selv, men af at leve som kvinde i dagens Danmark. I hvert fald viser det seneste gennemgribende tjek af 14.500 danskeres sundheds- og sygdomstilstand, SUSY-undersøgelserne fra Statens Institut for Folkesundhed, at kvinderne bliver mere og mere stressede og også er mere stressede end mænd. Værst ser det ud for kvinder i den alder, hvor de har børn. Næsten 15 pct. af de 25-44-årige føler sig meget stresset. Det samme gælder 11 pct. af deres jævnaldrende mænd. Det er til at forstå, at det er da, man har allermest travlt, men det alarmerende er, at stressniveauet har været stigende i de 15 år, man har målt det. Og at det især har været stigende for de kvinder, der har børn, der kan klare sig selv. Kvinder mellem 45 og 64 år er nu næsten lige så plaget af stress som den yngre gruppe. Og det er langt farligere for dem, fordi deres kroppe er mere slidte. - De har simpelthen spændt buen lidt for hårdt hver dag i alt for mange år, konstaterer en af landets førende stresseksperter, Bo Netterstrøm, administrerende overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Sygehus og forklarer: - Kvinder er opdraget i flinkeskolen, og så er det ganske enkelt sådan, at de skal være dygtigere end mændene for at klare sig på arbejdsmarkedet. Kvinderne betaler dyrt for det, de har opnået, selv om der langtfra er ligestilling, fastslår han. Bliver ved Og han tror ikke, at det bliver bedre. - De unge kvinder stiller lige så store krav til sig selv både ude og hjemme, og vi bliver mere og mere produktive. Det er især hårdt for kvinderne, fordi de bare lige knokler ekstra på og glemmer at tage vare på sig selv, og så sidder de her en dag og er gået helt ned, siger Bo Netterstrøm, der regner med, at op til to ud af hundrede kvinder har brug for behandling for stress. - At så mange føler sig stressede, er da et indlysende tegn på, at kvinderne stadig har noget at kæmpe for, konstaterer Anette Borchorst, professor på Aalborg Universitet, institut for historie, internationale studier og samfundsforhold. Og de triste tal understreger hendes pointe. Den pointe, hun har arbejdet med i årevis, og som stadig er den, hun ser som nøglen til, at alle får det bedre her i landet. Når hun løfter sig op over den daglige debat, er det netop dagligdagen, der er afgørende. - Det er da påfaldende, så dårligt det danske samfund har tilpasset sig virkelighedens hverdag. Det er mildest talt elendigt, sukker hun og er helt på linje med Jytte Wester. I et samfund som det danske begynder og ender virkeligheden i lønningsposen. Ikke bare nu, men også fremover. For pensionen afhænger af lønnen, så "vi er godt på vej mod et fattigdomsproblem for ældre kvinder". Alt for usexet - Problemet er bare, siger Anette Borchorst. - At det er alt for usexet at snakke om. Måske krisen hjælper på sin egen barske og kyniske måde. For det er mændenes job, der ryger, industriens job, viser bl.a. The Maria Schriver Report fra USA, mens behovet for kvindejob bliver stigende f.eks. i omsorg for ældre. Så måske vil det fremover blive uforståeligt for enhver, at kvindejob giver mindre end mandejob. I dag tjener en svejser 15,4 mio. kr. i løbet af sit liv, mens en social- og sundhedsassistent vil tjene 12,2 mio. kr., selv om hendes uddannelse er to år og 10 måneder og dermed fire måneder længere end hans. Det viser SFI-analysen "Livsindkomst i kvindefag og mandefag". Anette Borchorst tror dog ikke på en håndsrækning fra krisen. - Mændene er det ekstreme køn. De dominerer i toppen og i bunden. Sådan er det, og den udvikling er bare blevet tydeligere, siger Anette Borchorst. Kvinderne slider i midten, magter hverdagen, uddanner sig, men kommer ikke op gennem glasloftet, den usynlige bremse inden toppen. Usynlig, fordi der ingen formel grund er til, at kvinder f.eks. ikke er ledere i samme målestok som mænd. - Og det er jo mænd på omkring de 60 år, der sidder i toppen - også i fagforeningerne, som er der, lønforhandlingerne finder sted. Ifølge professoren kan kvinderne ikke hvile i troen på, at alt forandres med tiden. Selv om kvinder er i overtal på universiteterne, har det ikke ændret ved rollefordelingen. Mændene fylder på lederposterne som altid. Det ændrer sig meget langsomt. Det begynder nemlig et andet sted. - Det begynder med lønnen - og ved barslen. Før familierne får råd til at få mændene hjem, og han går på barsel, får vi ikke ændret det grundlæggende mønster, som forfølger familien hele livet, fastslår Anette Borchorst efter mere end 30 års forskning. Lyver for os selv At det ikke er fængende for hvermand og -kvinde at tale om ligestilling, skyldes også, at vi går og lyver for os selv, mener hun. Vi har simpelthen bildt os selv ind, at kønnene er lige stillede her i landet. Et konkret eksempel kom sidste år til 8. marts, hvor en undersøgelse fra LO viste, at 51 pct. af mændene mener, at der er ligeløn. 27 pct. af kvinderne mente det samme. - Vi bilder os selv ind, at det er kvindernes eget valg, at de f.eks. er så få kvindelige ledere, at det i Europa kun er på Malta og Cypern, der er færre. Det hævdes, det er deres egen mangel på lyst, der gør det. Dermed gøres det til kvindernes eget problem, siger Anette Borchorst. Dele af kvindebevægelsen har også selv flyttet fokus, og flere 8. marts-arrangementer, blandt andre det mest prestigiøse i Den Sorte Diamant i København, handler slet ikke om løn overhovedet, men om vulvaen og kvinders vilkår under forskellige religioner. Nogle, blandt andre professor Birte Siim, Aalborg Universitet, ser det som et naturligt skridt. - I 1980'erne var det lønkamp her i Norden, i 1990'erne foregik det i Sydeuropa, nu er fokus på Kina og Asien. Det er der, kvindekampen eksploderer nu, siger Birte Siim, der er glad for "mangfoldigheden" i emnerne til f.eks. konferencen i København. Men den kan også være et tegn på flugt og forglemmelse, lyder formaningerne fra andre. - I dag får regeringen alt til at handle om islam, også kvindekampen. Så flytter man fokus fra de andre grundlæggende problemer med f.eks. den manglende ligeløn og den magtstruktur, den afslører, påpeger Anette Borchorst. Helligt oprør Kvinderne gør nu også selv deres til, at religionen fylder mere end kønsdebatten, at deres kamp for bedre kår for deres muslimske medsøstre er blevet en del af religionsdebatten frem for en debat om køn. Men det er ikke kun på den måde, at religionen kommer i karambolage med kvindekampen. - Kvinderne kredser mere og mere om det spirituelle. Og de gør det for at kunne holde hverdagen ud, fortæller Lisbet Kjær Müller. Hun er præst og udgiver i morgen, 8. marts, "Marie Magdalene" på forlaget Alfa. Den er ikke kun et digert værk om den kvinde, der stod Jesus nærmest, men viser også, hvordan kvinder i religionen har ændret sig gennem tiderne. Ligesom kvinders brug af religion har gjort det. - Det er bekymrende, fordi kvinderne i dag i høj grad går over i de løse religioner, som ikke er bundet af institutioner som f.eks. den danske folkekirke, men også islam. Og de gør det som et oprør mod, at de religioner er så patriarkalske og mandligt domineret, siger Lisbet Kjær Müller. Men dels erstatter de ofte blot de kendte mandsstyrede religioner med andre mandsstyrede religionslignende - ofte østerlandske - systemer, dels gør de det kun for at sikre deres egen flugt fra en stresset hverdag. - I stedet for at bruge den oprørstrang til gøre noget bedre, til at forandre og arbejde for et nyt fællesskab, så koncentrerer de sig om sig selv. Det er typisk, fastslår hun. - Det er typisk for kvinder ikke at ville tage ansvaret, bemærker præsten, der også ser det som forklaring på, at kvinder i dag er så stressede. - Vi vil være perfekte, fordi vi ved, ingen kan være det, men så kan vi gemme os bag vores stress. Det skal vi altså holde op med, vi skal se på os selv på en anden måde, vi skal tro på os selv, opfordrer Lisbet Kjær Müller. For hende ligger svaret i at tage selve det kristne budskab alvorligt. At hvert menneske har værdi i sig selv. Tror vi på det, behøver vi ikke stresse rundt og bevise det, men kan koncentrere os om at tage ansvar. - Vi står over for en helt ny epoke, hvor de kendte institutioner er ved at smuldre. De har været domineret af mænd, nu kan kvinderne komme mere på banen. Hvis vi vil, siger Lisbet Kjær Müller.