AaHK's første sejr

AABYBRO:Det blev til sæsonens første sejr for Aabybro HK's damer i håndboldens Jyllandsserie, da holdt vandt 21-20 ude mod Kvissel. - Det var klart vores bedste kamp. Holdet leverede en flot indsats de sidste 10 minutter, hvor et klart nederlag blev vendt til sejr, siger Aabybro HK's holdleder Bente Christensen. AaHK scorede sejrsmålet et halvt minut før tid, da Lena Christensen brød igennem på fløjen på et kontraangreb og scorede til 21-20. Da der manglede 10 minutter var AaHK bagud 15-19, men holdet scorede fem gange i træk og kom foran 20-19, inden Kvissel udlignede til 20-20 og Aabybro sikrede sig sejren til 21-20. Topscorer for AaHK blev Gitte Pedersen med 10 mål, mens Lena Christensen scorede fire gange.