Åke: - Sorte eller lyserøde tal
Aalborg Pirates kommer ikke til at bløde økonomisk efter tidlig exit

Mathias Månsson (forrest) og Pirates er færdige i playoff for denne sæson. En sportslig skuffelse, men regnskabet for sæsonen bliver ikke blodrødt, lover klubbens direktør. Foto: Lars Pauli.
AALBORG:Hos de forsvarende mestre fra Herning Blue Fox lægger de ikke skjul på, at deres kvartfinaleexit kommer til at betyde en nedgradering af spillerbudgettet i næste sæson. Hos Aalborg Pirates vil man ikke skrue ned for økonomien, selvom sæsonen sluttede tidligt med et kvartfinalenederlag til Odense Bulldogs.
- Det er svært at få tingene til at hænge sammen. Det har været dyrt at starte op, og vi fik ikke penge ind til at hente de sidste to spillere ind.
- Havde vi haft 300.000-500.000 kroner ekstra, kunne vi have fået to spillere ind med AHL-erfaring, og så tror jeg, at vi var kommet i finalen, selvom det selvfølgelig er ren spekulation, mener piraternes direktør Frederik Åkesson.
- Jeg synes i bund og grund, at vi har været gode til at handle ind, udfra den økonomi som vi har haft. Men vi mangler det sidste, og det skal vi lære af.
- Vi skal have fokus på at have de ekstra penge isoleret til at hente en eller to spillere ind i december eller januar, når vi får brug for det, fortsætter Åkesson, der ikke ville gå ud og bruge penge klubben ikke havde før transferdeadline. Derfor endte han med Ned Lukacevic, som han selv betegner som en spiller fra tredje hylde, og som han selv tager det fulde ansvar for at have fejlcastet. Til gengæld lover direktøren, at han ikke fejler, når klubben fremlægger dens årsregnskab. Der bliver tallene ikke blodrøde.
- Vi har en ganske fornuftig egenkapital. Det har kostet penge at starte op og vi ser det ikke som et primært projekt at balancere økonomien det første år.
- Vi skulle gerne være her i mange år. Regnskabet bliver ikke blodrødt. Det bliver et sted mellem sort og lyserødt, siger Frederik Åkesson.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.