Ishockey

Åkesson færdig for i år

AALBORG: Han havde aldrig regnet med at spille med i søndagens hjemmekamp mod Odense, men Frederik Åkesson havde håbet på at gå på isen til AaB Ishockeys træning mandag aften. Sådan bliver det ikke for den rutinerede back. - Det går slet ikke, som jeg havde håbet på. Jeg havde jo forventet, at jeg kunne træne med ti dage efter og nå nogle kampe inden nytår. Det bliver ikke til noget, lyder den triste melding fra den karismatiske back. Han blev forrige torsdag opereret i det ene knæ igen. Det var samme knæ, som var under lægernes skalpel kort før sæsonstarten, men den første operation havde ikke haft den ønskede effekt. I andet forsøg røg menisken i knæet. - Jeg kan måske blive klar til at gå på is om en 12 dages tid eller måske først mellem jul og nytår, men jeg må nok se i øjnene, at 2004 er slut for mit vedkommende, hvad angår kampe, erkender han. Det betyder, at AaB igen søndag er nede på fem backs, men til gengæld har nordjyderne en god ballast rent mentalt i forhold til de fynske modstandere. Sidst Odense gæstede Aalborg Skøjtehal, løb de ind i en sæk på 0-7...toto