Vold

Åkesson vil klage: Det samme hver eneste gang

Træneren langer ud efter de dommere, der bortviste ham i kampen mod SønderjyskE

Dommerne kom i fokus, da Aalborg Pirates besejrede SønderjyskE. Foto: Grete Dahl
Dommerne kom i fokus, da Aalborg Pirates besejrede SønderjyskE. Foto: Grete Dahl

AALBORG: Dommerne kommer på overarbejde i tirsdagens opgør mellem Aalborg Pirates og SønderjyskE. Midtvejs i anden periode tog kampen en ond drejning, og der opstod slagsmål to steder på samme tid.

Mads Møller og Sebastian Ehlers bød henholdsvis Henrik Nielsen og Søren Dau, og så blev der ellers delt øretæver ud. De tre sidstnævnte slap med en ”Game Misconduct Penalty” plus fem minutter for ”Roughing” - mens Mads Møller fik en matchstraf, og det fik Aalborg-træneren op i det røde felt.

- Det er én mod én, og jeg kan ikke se, hvorfor Mads Møller skulle have matchstraf. Han holder deres spiller væk, og almindeligvis giver det en game misconduct. Det går ud over os, og vi synes ikke, at det er fairplay, siger Frederik Åkesson.

Ikke en fair behandling

Træneren gav straks sin kritik videre til dommerne, som reagerede ved at sende ham ud af Gigantium Isarena.

- Det er underligt, at hver eneste gang, at de dommere er heroppe, så får vi ikke fairplay. Det ville dommeren ikke høre på, og så sagde jeg til ham, at det ikke var fair, at han ignorerede mig, for så at skøjte over i modstanderens boks og snakke med deres trænerteam. Det er heller ikke en fair behandling, og det kommer vi til at indgive en klage over. Det er selvfølgelig sagt i et højt toneleje, og vi skal ikke have noget foræret, men vi vil have fairplay, og det fik vi ikke, siger Frederik Åkesson.

Kampen endte med en sejr på 5-3 til Aalborg Pirates, som nu ligger lunt til på tredjepladsen.

Gå til relaterede emner

Forsiden