Ålbæk Antik vil ophøre med at eksistere

Det startede med indehaver havde så mange ting at hans kone ville have ryddet op

Marianne Isen
En af de fritidsaktiviteter som Ole Simonsen glæder sig til er at få mere tid til at sejle, når forretningen er afhændet til nytår.foto bent jakobsen
Kunst 21. september 2007 06:00

AALBÆK: Han har altid været en samler. Som den gang, han var ung og kammeraterne satte deres penge i livsforsikringer og pensioner, så købte Ole Simonsen i stedet grafiske værker. Hvis bare de kostede under 5 kroner, så slog han til. Det var den gang, han var i København for at uddanne sig til fængselsbetjent og kom til Kragskovhede. Før det var han uddannet slagter og efter Kragskovhede blev han ansat i socialforvaltningen i Skagen. Og så var der lige jobbet som leder af alkoholambulatoriet og de otte år som byrådsmedlem for Socialdemokratiet. Ja man kan rolig sige, at Ole Simonsen er vant til at bestille noget. Og at han ikke er meget for at smide ting væk. Så hvad gør man så, når man som Ole Simonsens kone Ebba Nielsen er gift med en samler? - Hun sagde, at nu blev vi altså nødt til at skille os af med noget af alt det, jeg havde samlet. Så tog jeg og en kammerat afsted til Hjallerup og Tversted Marked, og vi solgte rigtig godt. Det var i 1985 og det var starten på Ålbæk Antik, som nu nærmer sig en slutning. 1. januar lukker forretningen. Bygningerne er blevet solgt til Kirkens Korshær per 1. marts 2008. Ole Simonsen har i foråret rundet et skarpt hjørne. Og for nogle år tidligere nærmere bestemt 10. september 2003 involveret i en faldulykke, som betød at han måtte have adskillige skruer i hælen og skal undgå tunge løft. Det er derfor tiden at trappe ned. - På en måde er det mærkeligt, at tiden er gået og vi nu skal stoppe. Det har været mit liv i næsten 25 år siger han og skænker en kop kaffe, der står på det afsyrede bord inde bag forretningen. For afsyrede møbler og afsyring i det hele taget,har han også haft gang i. Der var jo en gang, hvor alt skulle være afsyret. Sådan er det ikke mere. Moden skifter. Det samme gør folks indstilling til arbejde. - Der er ingen unge, der har lyst til at arbejde så meget som vi har gjort. For fire år siden, havde vi den første ferie i 19 år. Siden 1985 har Ålbæk Antik haft åbent samtlige helligdage, for da er kunderne der, siger han. Udover ægteparret har der været en snedker ansat på fuld tid og en dame på halvtid til at lave bogholderiet og hjælpe i foretningen. - Egentlig kan mit job måske allebedst beskrives som flyttemand. Gennem årene har vi tømt omkring 400 dødsboer, og det kan tage lang tid at tømme sådan et. Så selv om jeg har levet af forretningen, så har timelønnen ikke været stor. Lønnen kan i stedet være at gøre en god handel. Det er det bedste ved branchen, siger han og smiler For måske var det ikke møbler og andre tunge ting, han skulle have kastet sin kræfter ind på. - En gang var jeg på en auktion og købte vel for 45.000 kroner, som jeg så stod og knoklede med at få op i bilen. Så kom der en kollega, der sikkert også havde købt for omkring 45.000 kroner. Men det var frimærker. Så han vinkede med mappen og satte sig ind i bilen og ønskede mig god arbejdslyst. Så nu vil han gøre livet lettere og koncentrere sig om kunsten som hobby. Kunsten har fulgt ham hele vejen og den har ført ham på mange kunstauktioner. - Det handler om at flytte kunst, fortæller han. Man skal finde en kendt lokal kunster et andet sted i landet. For eksempel en nordjysk maler i Tønder eller en fynsk maler i Vendsyssel. En der er efterspurgt i en egn, men ikke kendt andre steder. Så kan man gøre en god handel.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...