EMNER

Aalbæk er klar til at jule hele søndagen

AALBÆK:Der er lagt op til en festlig julesøndag i Aalbæk med blandt andet gratis sildebord i et stort, opvarmet telt, kæmpe julekræmmermarked, optog og meget meget mere. Centralvej er hele dagen spærret for kørende trafik, så der bliver plads til kræmmerne. Der opstilles ved apoteket et stort telt med lune, og i teltet er der også marked med blandt andet byens slagter og byens nye dagligvareforretning, Super Spar. I den første time fra middag søndag er der gratis sildebord i teltet, hvor Launis Fiskekonserves sørger for, at alle kan smage årets julesild. Drikkevarer må dog købes. Derefter er der optog gennem byen med Tordenskioldgarden og Aalbæk Rytterlaug. Nær rundkørslen i Super Spar - bliver der modeshow midt på eftermiddagen, og rundt om i forretningerne er der foruden en række gode tilbud også masser af aktivitet for store og små. Det er for eksempel ved Nordjyske Bank, hvor der er mulighed fro at blive fotograferet sammen med Rasmus Klump. Handelsstandsforeningen har som tidligere år også lotteri på bonner fra byens forretninger. Bonnerne kan afleveres i gule bokse ved Dagli’Brugsen, Alta og Super Spar. De heldige vinder blandt andet weekendophold, cruise og mange andre gode gevinster - cirka 100 i alt. Også restaurant Ferdinand har jul på menuen, og på byens udskænkningssteder er der øl både til jul og til hverdag. Søndag 14. december er sidste dag i år, hvor Aalbæk gl. Kro har frokost-julebuffet i filialen, Fru Møllers Café - i det tidligere Holmegaardens Cafeteria. Kroen er i øvrigt åbent hele julen - med alle værelser belagt juleaften. Der er også åbent nytårsaften med arrangement med dans og musik. Kroen også stedet, hvor Fiskerlaugets traditionsrige juletræ holdes for byens børn 28. december om eftermiddagen, og om aftenen fester de voksne.