Erhvervspolitik

Aalbæk har brug for et posthus

Borgerforeningen imod klare serviceforringelser

AALBÆK:- Vi forlanger at Post Danmark og Nordjyske Jernbaner genforhandler aftalen om bemandingen af posthuset, så Aalbæk kan bevare postekspedition og billetsalget i posthuset. Det siger formanden for Aalbæk Handels- og Håndværkerforening, Peter Nielsen, der raser over planerne om at lukke posthuset i Aalbæk 1. maj. - Man taler så meget om erhvervsudvikling, men der er ikke meget udvikling i at skære ned. At lukke posthuset er en klar forringelse for erhvervslivet, og jeg er rystet over, at det er med borgmester Hans Rex's accept, at man drosler ned i Aalbæk, siger Peter Nielsen. Han henviser til en brev fra postmester Torben Madsen, Frederikshavn Postkontor, der oplyser, at borgmesteren i Skagen Kommune, Venstres Hans Rex, på forhånd var orienteret om lukning af posthuset i Aalbæk. - Jeg forstår ikke, at Hans Rex bare accepterer sådan noget. Det er ikke smart af ham, han er jo valgt af borgerne i hele kommunen, og så må vi kunne regne med, at han varetager alle borgeres interesse. - Hans Rex har accepteret, at det er i orden, at man lukker posthuset og billetsalget i Aalbæk uden at have hørt os om, hvilke konsekvenser, det vil få for borgerne, erhvervslivet og turisterne i Aalbæk. Jeg vil gerne gøre borgmesteren opmærksom på, at kommunen går helt ned til Knasborg Å. Vi vil da gerne invitere ham ned og se, hvor kommunegrænsen går, siger Peter Nielsen. Formanden for handels- og håndværkerforeningen er irriteret over, at Post Danmark og Nordjyske Jernbaner, der ejer bygningen med posthus, postsortering, venteværelse og billetsalg, lukkes uden at nogen har spurgt om aalbækkernes syn på sagen. - Vi blev af postmester Molbo for nogle år siden lovet at blive hørt om eventuelle ændringer, men det skete ikke. Det har postmester Torben Madsen nu beklaget, men det er ikke nok. Vi vil have sagen taget op igen. Vi er en by i udvikling, og så vil vi ikke finde os i, at andre afvikler her i Aalbæk, fastslår Peter Nielsen.