EMNER

Aalbæk i god udvikling

AALBÆK:- Vi glæder os over den udvikling, der er i byen. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, siger man jo. Det sagde også formanden for Aalbæk Borgerforening, Margrethe Vejby, på foreningens generalforsamling, der blev holdt i byens nye kulturhus i den gamle inspektørbolig ved skolen. - Vi har arbejdet meget med udvidelsen af borgerforeningens børnehave, der kommer til at koste en lille million kroner og står færdig i uge 48. Bestyrelsen har også været flittig med at få kulturhusprojektet kørt i gang, så første etape nu står færdig. - Haven har taget meget tid at anlægge med adskillige arbejdsweekender, hvor et utroligt godt samarbejde mellem museet, handels- og håndværkerforeningen og skolen har det muligt, sagde formanden. Arbejdet med kulturhuset har været en meget positiv oplevelse, og en sponsorfest gav mange penge til indkøb af inventar til huset. - Festen viste også den utrolige store opbakning, der er blandt lokalbefolkningen. Der holdes den 7. november borgermøde om kulturhusets videre drift med nedsættelse af brugerråd og husorden, oplyste Margrethe Vejby. Margrethe Vejby fortalte de fremmødte, at Skagen Kommune har givet Danmarks Ældreboligselskab tilladelse til at gå igang med byggeriet af fem nye ældreboliger ved de eksisterende på Stationsvej. Noget formanden ser frem til. Borgerforeningens formand havde også en direkte opfordring til at sætte endnu mere skub på udviklingen i Aalbæk: - Vi håber, at endnu flere småbørnsfamilier vil bidrage med familieforøgelse i de kommende år. Der var 57 deltagere i generalforsamlingen, og de hyggede sig efter den formelle del af mødet med Astrid Hartvigs sang og quiz. Bestyrelsen i Aalbæk Borgerforening ser nu således ud: Formand Margrethe Vejby, næstformand John Gaihede, kasserer Jens Chr. Larsen, sekretær Anne Marie B. Kristiansen, Lene Dahl, Lene Houkjær og Randi Silcowitz-Hansen. Suppleanter er Karsten Pedersen og Børge Mellerup.