Ålbæk

Aalbæk-Løbet er i aften

AALBÆK:I aften klokken 18.00 går starten på Aalbæk Løbet 2006. Det er som altid med start og mål ved Aalbæk Skole på Engvej, og der er flere ruter at vælge imellem. Den lange rute i Aalbæks dejlige natur er på 11 kilometer, mens den korteste er på 5,4 kilometer. Dertil kommer muligheden for at vælge en motionstur også på 5,4 kilometer mest beregnet til gående eller de med eller uden stave. Der er mulighed for at tilmelde sig løbet fra klokken 16.30 og en time frem ved startstedet i skolens aula. Der vil være præmier til de hurtigste i alle grupper samt til de talrigeste firmahold, og der er udsat en vandrepræmie til talrigeste klubhold. Der vil i forbindelse med løbet være salg af øl, vand, kaffe og sandwich i aulaen. For alle interesserede er den lokale løbeklub, Walk and Run, klar med gode tilbud til alle, der gerne vil være med til at løbe i flok. Oplysninger kan alle få i forbindelse med løbet, som arrangeres af Aalbæk Idrætsforenings gymnastikafdeling.