Aalbæk Løbet satte ny rekord

256 fuldførte fredag aften 5,4 eller 11 kilometer i fin stil

AALBÆK:Der blev fredag sat ny rekord for deltagelse i Aalbæk Løbet, der har været løbet siden 1983. 256 fuldførte en af de to ruter på henholdsvis 5,4, og 11 kilometer i Aalbæk og i klitplantagen vest for byen. Det var tre flere end løbet i 2003. - Vi plejer ellers at være lige omkring 200, så vi er fint tilfreds, siger Bente Sørensen fra den arrangerende gymnastikforening under Aalbæk Idrætsforening. Som noget nyt var det i år muligt at købe en lækker buffet fra Aalbæk Grill. Maden stod klar, når løberne kom i mål, og det benyttede 65 sig af. - Det skabte en rigtig hyggelig og festlig stemning efter løbet, fortæller Bente Sørensen. En nyhed var det derimod ikke, at Karin Währens fra Frederikshavn var hurtigste løber på den korteste rute på 5,4 kilometer. Hun fuldførte i tiden 21,02 minutter. Næsthuritgiste var Nicolai Hesthaven, der løb for Aalbæk skole. Han brugte 21 minutter og 50 sekunder til den korte rute. På den lange rute på 11 kilometer var hurtigste løber heller ikke en ny, idet Frede Andersen fra atletikklubben i Frederikshavn blev noteret for 40,48 minutter. Ertan Halilovic blev næsthurtigste i tiden 40,58 minutter. Det talrigeste firmahold var i år Fiskernes Fiskeindustri fra Skagen med 53 løbere, mens det talrigeste foreningshold i år blev løbeklubben fra Aalbæk - Walk and Run - som løb med 34 deltagere og henviste dermed for en gang skyld Skagen Orienteringsklub til andenpladsen. Skagboerne kom med 30 løbere. NORDJYSKE bringer resultatlisten på tirsdag.