Aalbæk Sjøw er tyvstartet på 2004-revyen

AALBÆK:Kommunens eneste lokalrevy og revy i det hele taget, Aalbæk Sjøw, har med stor succes tyvstartet på årets billetsalg. - Den første lørdag er udsolgt, konstaterer revyens formand Søren Hjortnæs tilfreds. Efter en årrække med konstant stigende efterspørgsel efter revybilletter, blev revyen i marts i år udvidet til at strække sig over to weekender. Det viste sig at blive en succes, idet der blev slået publikumsrekord med i alt 1333 solgte billetter. På de i alt fem dage, hvor revyen blev opført, var der totalt kun 35 tomme pladser. Det blev ret tidligt besluttet, at næste års revy, der spilles i dagene 5., 6. og 11., 12. og 13. marts 2004, også skulle strække sig over to weekender. Det egentlige biletsalg til de fem forestillinger begynder mandag 2. februar,. - Men i et forsøg på at lette trykket på telefonkøen og for at give mulighed for, at dem der allerede nu har besluttet at de vil se revyen 2004 skulle have mulighed for at reservere billetter i god tid, satte vi en enkelt annonce i Skagen Onsdag, hvor vi åbnede mulighed for, at der kunne bestilles billetter til den første weekend allerede nu, fortæller Søren Hjortnæs. - Den samme dag blev vi kontaktet af en af kommunens større virksomheder, der reserverede lørdag 6. marts, som dermed er udsolgt. Det blev vi naturligvis meget glade for, fordi det styrker vores forventninger om, at alle forestillinger i 2004 bliver udsolgt, konstaterer formanden. Der er endnu mulighed for at forhåndsreservere billetter til fredag den 5. marts, hvor der er stadig god plads. Der er endnu ingen, der behøver at fortvivle, for der er stadig masser af billetter til dem, der vil se revyen den 11., 12. eller 13. marts, men de må dog vente til det egentlige billetsalg begynder 2. februar på telefon 98 48 98 92. Hvis man ønsker at vide mere om revyen eller eventuelt reservere til fredag 5., kan man kigge ind på www.aalbaeksjoew.dk. Revytruppen 2004 ses på billedet, og de damer og herrer er bagest fra venstre aktørerne på scenen: Bill Berg, Erik W. Olsen, Marianne- og Ole Svendsen Forrest, dansetruppen: Merete Bøhl, Christina Frænde og Line Marie Nielsen. De har det vist ganske morsomt sammen på, under og bagved scenen, og der er mange mennesker i sving for at underholde på sundhedshøjskolen. Revyen har som mange sportshold også et ritual, som gennemføres i minutterne før en forestilling. De samles alle hånd i hånd i en rundkreds bag scenen, mens de brøler revyens slogan: - Hvem vil ha’ det døw? - det vil Aalbæk Sjøw. Dette brøl, der kan høres i hele salen, efterfølges af et sus, medens alle i truppen foroverbøjet bevæger sig ind mod midten. Hidtil har ingen psykologer kunnet give en forklaring på denne opførsel.