Aalbæk Sjøw har startet billetsalg 1. december

Danmarks nordligste revy hylder den danske filmskat i 2014-udgaven

Aalbæk Sjøw 2014 - I bredformat. Øverst fra venstre Bjørn Møller Nielsen, Dorthe Pedersen og Erik Witt Olsen. Nederst fra venstre revyens nye kvindelige aktør Anna Marie Thusgaard Pedersen, Bill Berg og Lisbet Lykkegaard.  Foto: Michael Mogensbæk

Aalbæk Sjøw 2014 - I bredformat. Øverst fra venstre Bjørn Møller Nielsen, Dorthe Pedersen og Erik Witt Olsen. Nederst fra venstre revyens nye kvindelige aktør Anna Marie Thusgaard Pedersen, Bill Berg og Lisbet Lykkegaard. Foto: Michael Mogensbæk

AALBÆK: Når der tages hul på julemåneden indledes samtidig også billetsalget til 2014-udgaven af Aalbæk Sjøw. De første billetter bliver sat til salg 1. december klokken 12.00 på www.aalbaeksjoew.dk.

Danmarks nordligste revy har premiere torsdag 6. marts 2014 på Hotel- og Feriecenter Skagen Strand i Hulsig.

Aalbæk Sjøw 2014 har fået titlen ”I bredformat” - og referer dermed til danske film og i særdeleshed danske filmmelodier.

Aalbæk Sjøw vil hylde nogle af de bedste melodier fra den danske filmskat - men vil også som vanligt behandle sjove, alvorlige, satiriske og samfundsaktuelle hverdagsting. Det hele pakkes ind i sketches, monologer, sang og musik.

Kort og godt bliver det en revy med emner fra dagens Danmark - en revy, der kan ses af alle og ikke kun lokale.

Nye på revyholdet

Der er sket nogle udskiftninger siden seneste udgave af revyen. Skuespilleren Mette Kjær Thomsen er stoppet - og ny på de skrå brædder er Anna Marie Thusgaard Pedersen fra Frederikshavn.

De øvrige på scenen er Lisbet Lykkegaard, Dorthe Pedersen, Erik W. Olsen, Bill Berg og Bjørn M. Nielsen.

På musiksiden er der kommet ny trommeslager i revyorkestret, idet Villy Nielsen er stoppet. På stikkerne er det nu Leo Hansen fra Tversted.

De øvrige i revyorkestret er kapelmester Poul Bendixen, keyboard, guitarist Ole H. Christensen og bassist Viggo Hylander.

På niende år er det Marianne Svendsen, Aalbæk der har sat sig i instruktørstolen. Når revyen rykker ind på Skagen Strand og tager de sidste prøver er det Hanne Boesen, Frederikshavn, der finpudser de sidste bevægelser.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.