EMNER

Aalbækkere aflyser julen

Der manglede udstillere fra Skagen og Aalbæk til julemesse

AALBÆK:Der bliver ingen julemesse i Aalbæk i år, og dermed er en tradition, der blev født i begyndelsen af 1980’erne, brudt. Aalbæk Badmintonklub og Aalbæk Håndbold Klub har måtte aflyse årets messe, der var planlagt til den fjerde weekend i november i Aalbæk Idrætscenter. - Det er kun lykkedes at sælge halvdelen af standene. I forhold til tidligere betyder det, at man manglede tre til fire forretninger fra Aalbæk og otte til ni forretninger fra Skagen, mens antallet af tilmeldte forretninger uden for kommunen var uændret, siger en af mændene bag de senere års messen, halinspektør Carsten Bjørnager. - Om messetiden har overlevet sig selv - er jo spørgsmålet, da flere messer har lukket eller haft svært ved at sælge sig selv, konstaterer aalbækkeren. De to klubber bag julemessen de senere år - efter Aalbæk Idrætsforenings opløsning og opdeling i flere foreninger og klubber - håber dog at man i fremtiden atter kan lave messe, men måske med et andet koncept. - Man er enige om at se tiden an og om muligt fortsætte samarbejdet. Overskuddet de senere år har været på over 50.000 kroner, som de to klubber nu vil mangle i deres daglige arbejde, fortæller Carsten Bjørnager.