Aalbæks fremtid skal bygge på sammenhold

Loyalitet er nødvendigt, siger handelsformanden

AALBÆK:Krisen lurer lige om hjørnet i Aalbæk, og der skal ydes en indsats af alle, hvis den hidtidige positive udvikling skal fortsætte. Det fastslog formanden for Aalbæk Handels- og Håndværkerforening, Peter Nielsen, på generalforsamlingen på Restaurant Ferdinand. - Sammenhold er vigtigt, hvis vi i fremtiden også gerne ser vores område som et aktivt område både at bo i og at drive virksomhed i. Vi lever i en verden i forandring, og vi lever i et område under hårdt pres udefra, sagde formanden. Peter Nielsen frygter, at noget af det, der for alvor kan være med til at at forandre området, er en begyndende afvikling af skolen. - Vi må presse på for at bevare det fri skoledistrikt for 10. klasse, for vi har her i Aalbæk en meget populær 10. klasse, der også trækker elever til fra Skagen, for de ved, at her får de den bedste uddannelse. Peter Nielsen ser også en række andre farer for det lille samfund Aalbæk med små 2000 sjæle. - Vi skal gøre en indsats for at ændre Vejdirektoratets oplæg til at lukke Møldamvej. Det er københavneri og en skrivebordsbeslutning, som slet ikke tager hensyn til forholdene for os, der bor her. Vi ønsker ikke Møldamvej lukket, for så bliver byen lukket inde, tornede formanden. Han frygter også, at de varslede forringelser i den offentlige transport vil gøre det mindre attraktivt og mere besværligt at bosætte sig i Aalbæk. - Det er ren galt med NT’s beslutning om, at bussen fra Aalbæk til Hjørring fra december kun kører til Tuen og ikke når til Aalbæk. Hvad skal de unge mennesker i Aalbæk gøre, som går på skole i Hjørring? - Det er også en klar forringelse, at Nordjyske Jernbaner barsler med ændringer i befordringen. Vi skal hele tiden være på mærkerne og stå sammen mod forringelser udefra, siger Peter Nielsen. Sammenholdet, som han gerne ser øget, har ikke været stærkt nok til, at der kunne holdes julemesse i år. Der var ganske enkelt få få tilmeldte forretninger og virksomheder. - Vi må også erkende, at efter Edeka’s lukning af forretningen midt i byen, ser det noget tomt ud, og det vil vi gerne ændre, siger han.