Ålbæk

Ålbæks sportslige centrum

Carsten Bjørnager er som centerleder og håndboldformand en central person i Ålbæks idrætsliv

Carsten Bjørnager er som formand og træner i Ålbæk Håndbold Klub og centerleder i byens Idrætscenter et samlende punkt.
Carsten Bjørnager er som formand og træner i Ålbæk Håndbold Klub og centerleder i byens Idrætscenter et samlende punkt.

ÅLBÆK: Igennem mere end et kvart århundrede har 57-årige Carsten Bjørnager været omdrejningspunkt for idræt i Ålbæk.

Som centerleder i byens idrætscenter siden 1987 har han været i nærkontakt med små og store sportsfolk fra Ålbæk og de større stjerner, der igennem årene også har lagt vejen forbi i forbindelse med opvisningskampe og træningslejre.

Som næsten nyansat halinspektør, som jobbet hed dengang, kunne han hurtigt konstatere, at Ålbæk Håndbold Klub var ved at i opløsning på grund af manglende tilslutning.

- Og en idrætshal uden håndbold var jo ikke sagen, så sammen med et par stykker fik vi samlet stumperne med Brian Nielsen som formand et enkelt år fra 1989 til 1990, hvorpå jeg overtog formandsposten, siger Carsten Bjørnager, der netop er blevet genvalgt frem til 2016.

Tale om en livsstil

Jobbet som formand for håndboldklubben er ulønnet men har til gengæld givet Carsten så meget andet.

Og selv om han er ansat som centerleder, er der ikke tale om et normalt arbejde på 37 ugentlige timer.

- Enten bliver det en livsstil, eller også stopper man hurtigt. For mit vedkommende kan jeg glæde mig over også at have min hustru Jane med i hallen, for hun har været ansat i 25 år.

- Og det er måske noget af forklaringen på, at hele familien trives med det, og at vores to drenge, Thomas og Lasse, begge nærmest er vokset op i hallen.

Sammenhold i byen

Da Carsten Bjørnager blev ansat som halinspektør i Ålbæk, krævede bestyrelsen, at han flyttede til byen, og det har han aldrig fortrudt.

- Der er et dejligt sammenhold i Ålbæk, men det er også vigtigt for at bevare byen, hvor skolen og idrætscentret er meget centrale enheder.

Carsten og Janes sønner er for længst flyttet fra byen, som de unge ofte gør for at videreuddanne sig, men Carsten glæder sig over, at pilen nu også begynder at gå den anden vej.

- Fra mit første pigeelitehold som træner i 1985 er flere af dem flyttet hjem til Ålbæk med deres nye familie, og de er ofte aktive både i byen og i klubben.

Fantastisk lokal tilslutning

Med et skævt smil kalder Carsten Bjørnager byens håndboldklub for Danmarks største.

- Målt i forhold til Ålbæks indbyggertal har vi den største tilslutning, for omkring 75-80 procent af eleverne i Ålbæk Skole er også medlem i håndboldklubben.

- Derfor kan vi også tilmelde otte-ni hold til den kommende sæson, og det er dejligt med så stor opbakning, men spørgsmålet er, hvor længe vi kan finde de nødvendige, frivillige trænere og ledere.

- I den næste generation kan det nok blive svært, men her og nu fornemmer vi ingen krise i Ålbæk, hvis det handler om små, hurtige opgaver.

- Til gengæld har vi også i Ålbæk som så mange andre steder noget sværere ved at få besat diverse udvalgsposter i foreningen, siger Carsten Bjørnager, der kalder sig selv for et rigtigt foreningsmenneske.

- Og jeg trives rigtig fint, når der er mange bolde i luften, slutter sportens omdrejningspunkt i Ålbæk, inden han kaster sig ud i træningen med klubbens bedste damehold, der er i serie 1.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden