Aalborg - årets idrætskommune?

Danmarks Idræts-Forbund kårer den kommune, der har gjort mest for idrætten. Aalborg er nomineret

Henrik Strømgaard
Det er blandt andet "Projekt 3A - Aktivitet og Ansvar for Alle" som gør, at Aalborg Kommune er blevet nomineret til prisen som Årets Idrætskommune 2011. Arkivfoto: Henrik Bo
Sport 10. december 2011 11:00

Aalborg Kommune er blevet nomineret til prisen som Årets Idrætskommune 2011. Det oplyser Danmarks Idræts-Forbund (DIF), der står bag prisen. 7. januar 2012 afsløres vinderen ved et gallashow: "Sport 2011". Det foregår i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor det enten bliver Aalborg, Viborg eller Roskilde, der kan gå på scenen og lade sig hylde. Den vindende kommune får en check på 200.000 kroner, der skal gå til et idrætsprojekt. Dertil kommer værdien af positiv omtale - godt hjulpet af DR TV, der transmitterer fra årets sportsgalla. Mere enkelt at være forening Aalborg Kommune er blevet nomineret til prisen af flere årsager. I DIF's begrundelse hedder det blandt andet, at kommunen har det som "strategisk indsatsområde at styrke det frivillige arbejde gennem afbureaukratisering og forenkling". Ifølge DIF har kommunen en hurtig sagsbehandling og kun få og enkle krav til dokumentation og ansøgninger. Foreningerne opfattes som kunder, der skal serviceres, hedder det. Kommunen fremhæves også for at understøtte foreningslivet og gøre en indsats for særlige målgrupper. Her nævnes Get2Sport, NordKraftKarate, Sport2Go og "Fra sport til job".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...