Aalborg Håndbold

Aalborg-anfører forlænger: Det skal være attraktivt, før jeg skal væk

Aalborg Håndbold og René Antonsen har forlænget aftalen et år yderligere, så den nu løber til 2020

Aalborg-anfører, René Antonsen, har forlænget sin kontrakt med klubben til 2020. Arkivfoto: Henrik Bo

Aalborg-anfører, René Antonsen, har forlænget sin kontrakt med klubben til 2020. Arkivfoto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Der var ikke meget at rafle om, da René Antonsen forleden blev præsenteret for muligheden om en kontraktforlængelse med den klub, han har været i helt siden ungdomstiden. Den tidligere aftale med Aalborg Håndbold, som løb til slutningen af indeværende sæson, er nu blevet forlænget til sommeren 2020.

- Da Jan (Aalborg-direktør, Jan Larsen, red.) kom, var jeg ikke ret meget i tvivl. Selvfølgelig havde jeg kigget på, hvad der var af andre muligheder, om det var nu, jeg skulle prøve udlandet eller vente. Men i og med at jeg lige er blevet anfører og er godt tilfreds med min rolle i klubben, var det meget naturligt for mig at forlænge, fortæller 26-årige Antonsen.

Stregspilleren havde i samarbejde med sin agent afsøgt mulighederne for at komme til udlandet, men der opstod ikke noget, som var tilnærmelsesvis ligeså attraktivt som Aalborg Håndbold, lyder det.

- Jeg kigger jo også rundt og ser, hvad de andre omkring mig gør. Sidste år røg Patrick Wiesmach, Simon Hald og Martin Larsen afsted til forholdsvis store og attraktive klubber. Så det er noget, jeg kigger på, men det skal være meget attraktivt, før jeg skal væk. Det er ikke et ’must’, at jeg skal ud og prøve mig af. Det kan også være, at jeg bliver og spiller ti år mere i Aalborg. Det er ikke noget, der taler decideret imod, at jeg gør det, siger anføreren.

- Aalborg er en kanon klub, og der er ikke en finger at sætte på den måde, tingene kører. Så der skal noget til at trække mig væk herfra, siger Antonsen

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.