Fugle

Aalborg bør købe sø

Aalborg Kommune bør købe lergraven i Østerådalen af Dansk Eternit, mener Danmarks Naturfredningsforening

ØSTERÅDAL:Vandet er mørkt og blankt i søen i Østerådalen. Fra fugletårnet ved søens sydlige ende kan man se et par ænder svømme rundt mellem sivene kanten af søen. Hvis man ikke lige ved det, er det ikke til at se, at det indtil slutningen af halvfjerdserne ikke var vand og ænder, men ler og mænder fra Cementfabrikken Danmark, der fyldte lergraven. Da cementproduktionen stoppede, var der ikke brug for lergraven, der langsomt blev fyldt med vand. I dag ejer Dansk Eternit A/S søen, men moderselskabet F.L. Smidth har besluttet at flytte eternitproduktionen til udlandet og sælge Dansk Eternits grunde i Aalborgområdet. Udover fabriksgrunden på hjørnet af Østre Alle, Sohngårdsholmsvej og Sønderbro skal lergravene i Østerådalen og ved Håndværkervej lige ved siden af fabrikken også sælges. Lergraven i de naturskønne omgivelser i Østerådalen er ikke officielt på salgslisten endnu. Men det kommer den, ifølge Lars Nielsen, der skal sælge grundene for FL Realestate. Store naturværdier Derfor bør Aalborg Kommune slå til nu, mener Anton Thøger Larsen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Aalborg. - Det bedste ville være, hvis Aalborg Kommune gik ind og købte området. Resten af Østerådalen er jo fredet i forvejen, så det ville være naturligt at få lergraven med. Ifølge Anton Thøger Larsen er der ikke de store naturværdier i selve søen. Den er for dyb, og siderne er for stejle til, at dyreliv kan finde fæste på den. - Der er godt nok nogle gedder i søen, og den er god som soveplads for fuglene. Men ellers er der ikke så meget at komme efter. Men den har stor rekreativ værdi, hvis man ellers gør det lettere for folk at komme ind til søen. Vil ikke betale Før Østerådalen blev fredet forsøgte Dansk Eternit at sælge søen til kommunen, men prisen var for høj. Og Naturfredningsforeningens planer får ikke umiddelbart Teknisk Forvaltning til at åbne pengepungen. - Det er fint, hvis Dansk Eternit vil forærer kommunen arealet. Det har politikerne sikkert ikke noget imod. Men man kan ikke forsvare at bruge ret mange penge på det. Så skulle det være fordi, en eller anden ville lave noget uacceptabelt i området, siger landskabsarkitekt Thyge Lauritsen fra Park og Natur afdelingen. Han vil dog ikke afvise, at byrådspolitikerne kan finde på at købe grunden alligevel. Rådmand Henrik Thomsen kunne ikke træffes før redaktionens slutning.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst