Aalborg central for smugling af heroin

Smuglede store mængder heroin i ovne og el-orgel

Arkivfoto <i>Pressefotograf Henrik Bo</i>

Arkivfoto Pressefotograf Henrik Bo

AALBORG/KØBENHAVN:Adresser i Nørresundby og det sydøstlige Aalborg har været centrale for indsmuglingen af heroin til markedet i Danmark og Sverige og muligvis større dele af Norden.

Tre mænd i alderen 43 og 44 år med baggrund fra den kurdiske del af Iran - heraf de to bosat i Aalborg - er blevet dømt for at stå bag indsmugling og forsøg på indsmugling af mindst 150 kilo heroin, skriver NORDJYSKE Stiftstidende onsdag.

Forsyning til hele landet

Banden blev afsløret af en længere efterforskning af Nordjyllands Politi i fællesskab med kollegaer fra narkosektionen i Købehavn og det Nationale Efterforsknings Center (NEC).

- Der er tale om så store mængder, at det ikke kan afsættes alene i Nordjylland, hvor der generelt ikke er megen efterspørgsel efter heroin, siger politikommissær Allan Overgaard, Nordjyllands Politi.

Gemt i el-orgel og ovne

I byretten kom det frem, at narkoen er blevet sendt i mængder på 20-25 kilo ad gangen gemt i varmeovne.

Desuden blev der en enkelt gang sendt mindst 35 kilo gemt i et Yamaha el-orgel og 5 kilo gemt i et vægur.

Salget af narko har angiveligt gjort det muligt for de kurdiske mænd at overføre store millionbeløb til personer i den kurdiske del af Iran.

15 år til bagmanden

Den 43-årige bagmand med bopæl i Aalborg blev i slutningen af november idømt 15 års fængsel for indsmugling og forsøg på smugling af 117 kilo heroin.

En anden 43-årig mand fik 13 års fængsel for 95 kilo heroin, mens en 44-årig mand fik 10 års fængsel for 58 kilo heroin.

Desuden udvises bagmanden og den 44-årige mand af landet for bestandigt, mens den sidste kurder er dansk statsborger.

Alle domme er anket, og der er nedlagt navneforbud i sagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.