USA

Aalborg City amerikansk lige som sit kælenavn

Foto: Mar­tin Dam­gård

Foto: Mar­tin Dam­gård

AALBORG:Når nu Aalborg midtby i daglig tale alligevel kalder sig Aalborg City, så kunne det ikke passe bedre til det opbud af amerikansk stemning, der bemægtigede sig netop kvarteret omkring byens gågader og Gammeltorv lørdag formiddag. Som led i Amerikanske Dage, der lægger op til den kommende uges 4. juli-festligheder, var der både bløde, inciterende countrytoner og hård, farvestrålende billak at svømme hen over, alt imens linedansere fra klubber i hele Danmark i bedste western-look befolkede både brosten og gadebillede og fik lokket de fleste til at tage et par glade dansetrin på fliserne. Bilerne kunne man se på rad og række ved Boulevarden og i dagens anledning trillende rundt mellem de indkøbstravle i gågaderne, og både fashionable læderindtræk og maskinerne under motorhjelmene blev behørigt beundret, mens de mere musiske tilhørere bænkede sig på rad og række foran scenen. Her er det Gemma Fairweather med titel af linedance act, der sætter skub i den amerikanske stemning.