Aalborg City henter direktør i Sæby

Det skal være en oplevelse at handle i byen

AALBORG:Aalborg City har netop sat navn på sin nye direktør. Det bliver den 38-årige Flemming Thingbak fra Sæby, der 1. marts sætter sig i stolen hos midtbyens handlende. Flemming Thingbæk har i en årrække været formand for handelsstandsforeningen i Sæby. Der har man ikke egen direktør, men man har istedet valgt at give formanden et honorar, så han har kunnet varetage de opgaver, som naturligt ville ligge hos en direktør. Så han har de seneste seks år sørget for at gennemføre omkring 60 arrangementer årligt i Sæby. Lige fra små ting til store begivenheder som Open by night. Altsammen samtidig med, at han har passet sine to fotoforretninger - en i Sæby og en i Hjørring. - Jeg har slidt og slæbt for at føre det ud i livet, men jeg har befundet mig godt på den hylde, fortæller Flemming Thingbak. - Men det bliver da lidt underligt lige pludselig at skulle kæmpe for at få folk til at handle i Aalborg, når jeg i årevis har arbejdet for at få dem til at blive i Sæby., Han fortæller, at han fik en opringning fra Aalborg med tilbuddet, og det kunne han ikke sige nej til. - Jeg er efterhånden blevet 38 år, og skal jeg prøve noget andet, skal det snart være. Og det er jo ikke sikkert, at et job som det her bliver ledigt, når det passer mig. Flemming Thingbak har aldrig prøvet andet end at være selvstændig. Han har haft sin egen fotoforretning, siden han var 20 år. Han har tænkt sig at genbruge den opskrift, der har bragt Sæbys handelsliv helskindet gennem nogle år præget af hård konkurrence. - Du skal give kunderne en oplevelse, når de er i byen for at handle, siger han. Og det behøver ikke at være noget stort. Det kan f.eks. være at lade en lokal bilforhandler udstille de nye modeller, eller man kan sætte et telt op, hvor der er en konkurrence i langtidsrygning. - Eller her i vinterferien kunne man have spurgt AaB Ishockey, om vi ikke kunne låne et par spillere, som så kunne lege lidt med børnene på den udendørs skøjtebane, siger Flemming Thingbak, der meget gerne vil i et tættere samarbejde med byens mange foreninger. - Det skal være hyggeligt, spændende og dejligt at handle inde i Aalborg. Flemming Thingbak kommer ikke til at konkurrere med sig selv. De to fotoforretninger han driver i Sæby og Hjørring er sat til salg.