Aalborg DH åd Aarhus
Hajerne fra Aalborg DH kunne tillade sig at holde en scoringspause på 13 minutter, da de slog SK Aarhus med 26-22 i en vigtig kamp, hvor pladsen i slutspillet var på spil.

Allan Heine kunne ikke hive sit hold op til det normale niveau i Aabenraa. Arkivfoto: Claus Søndberg.
Aalborg DH skulle vinde dagens hjemmekamp mod SK Aarhus, hvis drømmen om slutspillet skulle bevares. De to hold var noteret for det samme antal point inden dagens kamp, og derfor hvilede der et tungt pres på cheftræner Allan Heines tropper, som kæmpede for at bevare den 6. plads, der giver adgang til slutspillet. Nerver var der tilsyneladende ingen af i en solid indledning, hvor Aalborg DH satte sig på kampen fra første fløjt. Ana Vojcic tog godt fra i målet, og i angrebet kunne bagspillerne Stine Jørgensen og Dzenita Bajic skiftevis sende bolden i kassen. Således var stillingen 9-3 til hjemmeholdet efter et kvarters spil. Men så gik det også galt. En scoringspause på hele 13 minutter gjorde, at SK Aarhus fik kontakt ved stillingen 9-8, og Allan Heine valgte klogt at tage timeout. Det hjalp tilsyneladende, og herefter scorede Aalborg DH to gange, hvorfor de kunne gå til pausen med en føring på 11-8, som skulle have været meget større. Sikker sejr De 1024 tilskuere i Gigantium fik ikke den ønskede åbning på anden halvleg, hvor SK Aarhus hurtigt meldte sig ind i kampen ved stillingen 11-10, og så var det pludselig tæt igen. Herefter lukkede Aalborg DH endegyldigt kampen. Ana Vojcic var en mur i målet, og da fløjen Alette Stang Andersson lavede fire mål på ti minutter, så var Aalborg DH foran med 19-14, da der resterede et lille kvarter. Selvom SK Aarhus aldrig gav op, så havde Aalborg DH fint styr på kampen i slutfasen, hvor bagspilleren Dzenita Bajic hjalp holdet med flere vigtige scoringer. Aalborg DH var foran med 25-21, da der var fem minutter tilbage, og så begyndte SK Aarhus at tage målmanden ud, så de kunne spille med syv spillere i angrebet, men lige lidt hjalp det. Aalborg DH vandt fortjent med 26-22.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.