Håndbold

Aalborg DH-direktør indgik endnu et forlig

Stort lønkrav fra tidligere ansatte imødekommet

AALBORG:Nu er der ved at falde ro omkring opløsningen af samarbejdet mellem håndboldklubben Aalborg DH"s direktør Ole Bach Jensen og den tidligere samarbejdspartner, Werner Elhauge, der rådgav Aalborg DH om markedsføring. For nogle uger siden indgik de to det første forlig, i en sag hvor Werner Elhauge havde sagsøgt Ole Bach for 561.000 kroner. Det var en en tvist om Werner Elhauges arbejde for Aalborg DH ved opstarten af klubben. Nu er sag nummer to også afsluttet. Tre tidligere medarbejdere, som arbejdede i Ole Bach Jensen"s selskab Cubus Sport & Entertainment, havde sagsøgt Werner Elhauge og Ole Bach Jensen for næsten 450.000 kroner i et krav om løn og feriegodtgørelse. HK førte sagen for to af de tidligere medarbejdere, og de havde sagsøgt både Werner Elhauge og Ole Bach Jensen, da det for HK ikke stod helt klart, hvem af de to medarbejderne egentlig arbejdede for. - Jeg er lettet og tilfreds, for det har været en lang sej proces. Det er landet på et resultat, som både jeg og medarbejderne kan være yderst tilfredse med i situationen, siger Werner Elhauge. HK oplyser gennem en sagsbehandler, at deres medlemmer også er tilfredse med udfaldet af sagen. Ole Bach Jensen erklærer sig også tilfreds med forligene, der er forhandlet på plads i ellevte time. Til efteråret kommer den sidste sag for retten, hvis den når så langt, hvor en fjerde medarbejder også sagsøger Ole Bach og Werner Elhauge for manglende løn og godtgørelse.