Aalborg DH erklæret konkurs

Skifteretten i Aalborg afsagde den endelige dødsdom over ligaklubben

Henning Hansen
Aalborg DH er efter 12 års turbulent eksistens definitivt en saga blot. Foto: Michael Koch
Håndbold 6. september 2013 17:48

AALBORG: Den triste saga om Aalborg DH fik fredag et nyt kapitel, da Skifteretten i Aalborg erklærede ligaklubben konkurs.

Håndbold Spiller Foreningens direktør Michael Sahl Hansen oplyser, at sagen forløb ”efter bogen”, og at Skifteretten udpegede Lisa Bo fra advokatvirksomheden Kromann Reumert som kurator.

Det var Håndbold Spiller Foreningen, der tirsdag indgav konkursbegæring mod Aalborg på grund af ubetalte regninger på i alt ca. 200.000 kr. Dagen før havde Dansk Håndbold Forbund smidt klubben ud af Ligaen som følge af misligholdt betalingspligt.

En del af pengene tabt

Ifølge Michael Sahl Hansen betyder konkursen, at de berørte spillere må vinke farvel til tilgodehavender for eksempelvis kørepenge samt udlæg til internet og telefon, mens den manglende augustløn og feriepenge ventes dækket af Lønmodtagernes Garantifond.

Med konkurserklæringen kan de nu forhenværende Aalborg DH-spillere for alvor indlede jagten på nye klubber, og et par af dem får måske papirerne i orden så betids, at de kan være med i weekendens ligapremiere.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...