Aalborg DH i den "glemte" finale

Håndbold-kvinderne har været ude i skyggen i tre uger - men nu er de klar til Viborg i den første kamp om DM-guldet

Bjørn Blomquist, ADH-træner, konstaterer, at han har alle sine spillere i fuld vigør op til den første DM-finale i dag i Viborg.Foto: Claus Søndberg

Bjørn Blomquist, ADH-træner, konstaterer, at han har alle sine spillere i fuld vigør op til den første DM-finale i dag i Viborg.Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Succes'en er allerede hjemme. Men hvorfor "nøjes" med en sølvmedalje, når man nu står i en guldfinale? Håndboldkvinderne fra Aalborg DH har overrasket alt og alle i denne sæson, og har således spillet sig til DM-finalen fra en femteplads i grundspillet. Den mulighed havde holdet ikke haft i turneringen i fjor, idet man nu for første gang har indført et slutspil, der omfatter seks hold. Men optimistisk og viljefast spillede ADH'erne såvel FCK som Ikast/Brande ud af slutspillet, og derfor er det nu ADH, som står over for verdens bedste klubhold, de nykårede Champions League-mestre fra Viborg HK, i årets danske guldfinale. Første akt udspilles i eftermiddag i Viborg, andet akt næste lørdag i Gigantium Isarena i Aalborg, og hvis holdene har vundet en kamp hver, eller spillet uafgjort i begge opgør, så skal en tredje og afgørende match spilles i Viborg mandag 1. juni. - Vi er da "underdogs", erkender ADH-ejer Jan Hansen. - Men Viborg har da tabt til SK Århus (i en pokalkamp, red.), så helt urørlige er de ikke. - Og vi tager ikke til Viborg for at give op på forhånd. Så kunne vi lige så godt spare busudgifterne. ADH-træner Bjørn Blomquist ser også med de optimistiske briller på den svære opgave. Ganske vist har hans hold måttet ligge stille i tre uger - og vente på, at Viborg gjorde sig til Champions League-mestre - men den pause vægter han ikke som nogen ulempe. - Nej, vi var slidte, og havde flere småskader, som vi skulle over. Og så har vi brugt tiden til at spille nogle træningskampe, så jeg tror ikke, det har været en ulempe for os. - Men derfor mener jeg alligevel, at det havde været bedst, om finalekampene var kommet lige efter slutspillet, så der kunne have været kontinuitet i det hele, og fokus være rettet mod spillet og finalen. - Nu er det jo næsten blevet til den "glemte" finale, også fordi der har været al den polemik omkring mændenes slutspil op til deres finalekampe, siger ADH's svenske træner. Han havde i går, under den afsluttende træning, sin bedste skytte, Linnea Torstensson, på skånekost, men som han sagde efter sidste træningstime: - Hun er klar i morgen, og spiller. Og som det ser ud lige nu, så er alle klar.