Aalborg DH meldte sig ind i slutspilskamp

Holdet tog i flot stil en storsejr over en af konkurrenterne

Ana Vojcic - var helt på toppen i ADH-målet og præsterede 18 redninger på 38 skud mod sig. Foto: Grete Dahl

Ana Vojcic - var helt på toppen i ADH-målet og præsterede 18 redninger på 38 skud mod sig. Foto: Grete Dahl

ODENSE GOG AALBORG DH 20-30 HÅNDBOLD, GULDBAGEREN LIGAEN, KVINDER Af Flemming Olesen flemming.olesen@nordjyske.dk ODENSE: Så kom Aalborg DH for alvor på sporet af en slutspilsplads igen. En helstøbt holdindsats gav en storsejr over en af rivalerne til pladsen i top-seks, og samtidig en kærkommen revanche for et tomåls nederlag hjemme til fynboerne tidligere på sæsonen. ADH-forsvaret indledte flot, og holdt fynboerne nede på en enkelt scoring i kampens første 10 minutter, godt assisteret af målstolperne, men også via fremragende målmandsspil af Ana Vojcic. Og med fem ADH-scoringer i samme periode så det lyst ud. Men hjemmeholdets Line Jørgensen fik skudt sig ind, lavede hurtigt fire mål, og føringen til ADH skrumpede til et enkelt mål. Der blev smidt nogle bolde i hurtige opløb, og brændt nogle pænt store chancer, men aalborgenserne trak igen fra på godt og fornuftigt spil - selv om storskytten Linnea Torstenson blev dækket personligt. Fin bredde på scoringerne - otte ADH'ere var på måltavlen ved pausen - var et andet lyspunkt. Straks efter pausen fik den tidligere ADH'er Louise Pedersen med to mål skabt ny spænding. Men den punkterede ADH flot med fem mål på stribe. Og så var modet taget fra fynboerne, alt imens gæsterne sprudlede i gode kontraer og fortsat solidt forsvarsspil. Ikke mindst Therese Wallter var stærk i defensiven, og tilmed kronede hun sin indsats med syv scoringer på syv forsøg. Også Kristina Bille kunne med fem mål notere 100 procents udnyttelse af sine skud. Men bagude fortsatte den 30-årige serber Ana Vojcic med at pille GOG-skud på stribe, og hun var tæt på 50 procent i redninger. - Vi gør det rigtig godt i forsvaret, står tæt, og så kører vi nogle gode kontraer på dem, sagde et af de unge ADH-talenter, Julie Aagaard, som også markerede sig fint med tre mål. - Vi viser, at vi har en bred trup, og flere unge, som kan gå ind og gøre det godt, supplerede Kristina Bille. - Vi fulgte vores taktik, stod tilbage i forsvaret og fik lukket godt af. Det var en vigtig sejr, sagde hun. Kampfakta: Stillinger undervejs: 1-5, 5-6, 6-9, 8-13, 10-13 (pause) - 12-13, 12-18, 15-25, 19-27. Mål for Odense GOG: Line Jørgensen 4, Pernille Larsen 4, Susan Andersen 4 (2). Mål for Aalborg DH: Therese Wallter 7, Kristina Bille 5, Linnea Torstenson 4, Rikke Ebbesen 3, Julie Aagaard 3, Siri Seglem 3, Rikke Vestergaard 3 (2), Mathilde Boson 1, Frida Toveby 1. Udvisninger: Odense GOG ingen, Aalborg DH tre. Dommere: Jan Sabro og Frank Bjerregaard. Tilskuere: 1.348.

Forsiden