Aalborg DH mistænkt for momssnyd

ToldSkat i Nordjylland mistænker de danske sølvvindere i damehåndbold, Aalborg DH og dens direktør Ole Bach Jensen, for moms- og skatteunddragelse for tre millioner kroner.

ToldSkat var fornylig på kontrolbesøg i Aalborg DH"s administration på Lansen 13 i Svenstrup og har sat en undersøgelse i gang, erfarer NORDJYSKE. Mistanken retter sig også mod direktør Ole Bach Jensen, der på samme adresse ejer Cubus Computer. Han medgiver, at myndighederne har været på besøg i Aalborg DH"s kontorer. - ToldSkat har været på kontrolbesøg i Aalborg DH. Så bliver der lavet en rapport, og når jeg kommer hjem fra ferie, regner jeg med og håber på, at alt er i sin skønneste orden. Det ser jeg ingen dramatik i, siger Ole Bach Jensen, der mener, at det var en helt almindelig revision. Og hvis ToldSkat skulle finde noget og få medhold i et økonomisk krav mod Aalborg DH og Ole Bach Jensen, er det heller intet problem. - Er der noget ToldSkat anfægter, så snakker man da om det, siger Ole Bach Jensen. Mistanken om de manglende moms- og skatteindbetalinger kommer på et meget ubelejligt tidspunkt. Aalborg DH"s regnskaber har i de første år af klubbens levetid balanceret lige akkurat i plus. Og egenkapitalen lød i regnskabet for 2003/2004 på 155.000 kroner. Derfor vil et eftersmæk på tre millioner kroner til skattevæsenet være en bet for klubben, der netop har investeret i nye spillere til den kommende sæson. Planlægningschef i ToldSkat Nordjylland, Steen Hjelm, vil hverken be- eller afkræfte oplysningerne, idet ToldSkat ikke vil kommentere konkrete sager.