Aalborg DH’s ligaspillere skal på hyggetur

-Du får min bil, hvis vi taber, siger ADH-træner

Håndbold 6. marts 2007 05:00

AABYBRO: De reklamerer for kampen med budskabet om, at tilskuerne kan få udeholdets autografer efter kampen, de gode mennesker i Aabybro Håndboldklub. Hvor der hersker en positiv og spændt atmosfære inden Aalborg DH i aften kommer på fint besøg nordenfjords til pokalkamp. - Vi glæder os meget til kampen og til at få mange tilskuere i hallen, fortæller holdleder for Jyllandsserieklubben, Birthe Christensen. - Vi tror ikke, at vi kan vinde, men hvis vi bare spiller en god kamp og undgår at tabe med tyve mål, så bliver det en god aften, siger hun. Ingen glæde Den udelte begejstring når en ende inde i storbyen, hvor Jan Leslie stille ærgrer sig. - Den kamp har ingen sportslig værdi, og jeg synes Dansk Håndboldforbund burde lave pokalturneringen om, så ligaholdene først træder ind senere, siger Leslie. Han mener der kan være op til 40-50 måls forskel på de to hold, hvis hans mandskab lukker op for kedlerne gennem 60 minutter. - Du må få min bil, hvis vi taber, siger han og griner, adspurgt hvad han udbetaler for 100 kroners indsats i et væddemål. Oddsenes svulmende størrelse til trods ler Leslie nok sidst oven på det væddemål. Store dele af Aalborg DHs spillertrup har været på internationale opgaver i de seneste uger med diverse europæiske landshold, mens Aabybro HK har brugt de seneste dage på først at tabe med et enkelt mål til Nøvling IF for derefter at besejre Aalborg KFUM 3 snævert. - Vi skal lige finde hinanden igen efter pausen, og så skal vi træne forsvar, fortæller Jan Leslie om det, som kampen trods alt kan bruges til. Han mener en række unge spillere vil få rigeligt med spilletid i kampen, blandt andre Sandra Kjær, der var ungdomsspiller i Aabybro. - Vi skal bare havde det sjovt, og vi går allerede og diskuterer, hvem der skal dække Lunde og om nogen overhovedet tør skyde på mål, fortæller Birthe Christensen, der ud over gerningen som holdleder har yderligere en aktie i kampen. - Min egen datter skal spille, og det er hende som skal dække Logvin, fortæller Aabybro-holdlederen. - Logvin er stor, mens min datter ikke er så stor. Eller hun er godt nok lidt bred i det, men ikke lige så stor, afbryder BirtheChristensen grinende sig selv. TST til Grenå I Grenå er det også top mod bredde, der mødes om adgang til næste runde. I hvert fald er Team Sindal Tårs fra 1. division storfavoritter før deres møde med Grenås hold fra 3. division trods udebanen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...