Aalborg DH spiller i Støvring

Den ambitiøse Aalborg-klub møder russisk tophold på mandag

STØVRING:Heidi Astrup, Agnes Farkas, Mia Hundvin og målvogter Natalia Petrokova. Jo, de er der allesammen på mandag aften i Støvring-Hallen, når de ambitiøse piger fra Aalborg DH tørner sammen med det russiske hold Kuban Krasnodar. Det russiske hold har tidligere deltaget i flere store turneringer inden for europæisk håndbold, så det er ingen nem modstander, pigerne fra Aalborg stiller op mod. Blandt andet har det russiske hold blandt sine trofæer Europa Cup'en i 1987 og 1988, og på nuværende tidspunkt ligger holdet højt oppe i den russiske superliga i damehåndbold. Altså ikke noget med at tro, at russerne er nogle, man bare kan tromle henover. Oprustning Aalborg DH er nu også stærke, og holdet har i løbet af året rustet lige så kraftigt op, som Slagelse og Anja Andersen gjorde for få år siden. Aalborg-holdet har således gennem længere tid tiltrukket flere af de helt store stjerner fra både ind- og udland, og den seneste "investering" er den russiske målvogter Natalia Petrokova. Blandt stjernerne finder man også ungarske Agnes Farkas og norske Mia Hundvin, mens klubben her fra Danmark forlængst har sikret sig Heidi Astrups navn på en kontrakt. Med en smule held kan ivrige autografjægere sikkert også score et par navnetræk hos håndboldstjernerne, så der er flere gode argumenter for at holde tv-fri på mandag og i stedet tage en tur i Støvring-Hallen. Forberedelse Kampen er ren forberedelse til håndboldsæsonen, men derfor er det sikkert med spændte muskler - og nerver for den sags skyld - at spillerne står klar, når der bliver fløjtet til kampstart mandag klokken 18. Formanden for håndboldafdelingen i Støvring IF, Klavs Märcher, er svært begejstret ved tanken om det fornemme besøg. - Vi er jo en del af Aalborg DH, og det er på den baggrund, at vi får topholdet til Støvring, siger han Klavs Märcher fortæller, at det er en træningskamp og en optakt til den kommende sæson, men han regner med stor opbakning fra alle håndboldinteresserede i byen. - Vi regner med, at der kommer omkring 500 tilskuere til kampen, og vi sælger billetterne efter det kendte først-til-mølle princip, siger Klavs Märcher. Billeterne til kampen kan købes i Støvring-Hallen, og da kampen finder sted mandag, er det vel egentlig bare om at komme afsted for at sikre sig billetter.