Aalborg DH uden Logvin i premieren

Tanja Logvin i nærkamp med Randers HK’s Laura Danielsen i gårsdagens opgør.Foto: Lars Pauli

Tanja Logvin i nærkamp med Randers HK’s Laura Danielsen i gårsdagens opgør.Foto: Lars Pauli

AALBORG:Slagsmålet om Tanja Logvins tilhørsforhold ventes ikke afgjort i tide til sæsonens første kamp i Håndboldigaen. Først onsdag skal Aalborg DH indsende akterne i sagen til Det Europæiske Håndbold Forbund (EHF), og det må derfor anses for højst usandsynligt, at forbundet kan nå at træffe en afgørelse i sagen inden weekenden. - Det vil i hvert fald overraske mig, hvis vi får en afklaring så hurtigt, siger bestyrelsesformand Jens Holm Danielsen. Han er dog fortsat ikke i tvivl om, at EHF vil dømme til fordel for Aalborg DH i den verserende sag med HYPO Niederösterreichs magtfulde manager Gunnar Prokop. - Jeg har talt med en række fodboldagenter, der fortæller mig, at i fodboldens verden ville sagen end ikke eksistere, siger Holm Danielsen. Hopper i havnen Skrækscenariet for Aalborg DH indtræffer, hvis EHF mod klubbens og Dansk Håndbold Forbunds forventning afgør, at Logvin stadig er kontraktligt forpligtet i Østrig. I givet fald ville det være nødvendigt at forhandle helt forfra med østrigerne, ligesom der så skulle skrives en ny kontrakt med Logvin. Et projekt, der er umuligt med den afventende kontraktkarantæne fra Dansk Håndbold Forbund, og dermed ville stjernen være tabt for Aalborg DH. Selv hvis EHF godkender Logvins skifte, kan østrigeren være i fare, for Dansk Håndbold Forbund har ikke godkendt hendes kontrakt. - Hvis vi mister Logvin, så hopper jeg i havnen, siger Jens Holm Danielsen med et skævt smil. - Men eftersom jeg ikke har planer om at blive våd, så siger jeg dermed også, at jeg slet ikke kan forestille mig en sådan situation, siger han. Håbet i Aalborg DH er nu, at Logvin bliver klar til spil i første hjemmekamp d. 8. september mod Ikast/Bording.