Aalborg

Aalborg- dominans i dansk rugby

ERRITSØ: Den aalborgensiske, internationale rugbydommer Carl Jørgensen blev ny formand for de 60 danske rugbydommere, da man i går holdt generalforsamling i Erritsø. Han sad i forvejen i bestyrelsen sammen med kasserer Roland Jones fra Exiles i København, og de to blev genvalgt, idet Carl Jørgensen lod sig vælge til det formandshverv, der blev ledigt efter Skives Kevin Pallesen, som havde forladt jobbet efter en del interne uoverensstemmelser. Medvirkende til, at Carl Jørgensen lod sig overtale, var, at tre ny lod sig vælge til bestyrelsen, Brian Mikkelsen, Kolding, Steen Jensen, Lindø og Jens Nielsen, Århus. Med formandshvervet sætter Aalborg Rugbyklub sit store præg på en lang række topposter inden for sporten. Unionsformand er således den tidligere Aalborg-formand Ole Nielsen, Henrik Bach Nielsen er formand for turneringsudvalget, Freddy Pedersen er formand for unionens aktivitetsudvalg, Douglas Langley er A-landsholdstræner, Rory Blackstock er U20-landsholdstræner, Flemming Gade er fuldtidsansat breddekonsulent i Dansk Rugby Union, og hertil kommer, at Jens Erik Jørgensen er fysioterapeut for landsholdet. mingo