Aalborg er mission impossible i en kørestol

Der skal laves flere op- og nedkørsler samt en bedre belægning flere steder i Aalborg, hvis det står til Dansk Handicap Forbund

AALBORG:Selvom det i går var international handicapdag, så er der stadig mange steder, hvor forholdene for de handicappede borgere halter. Det mener Dansk Handicap Forbunds lokaldeling i Aalborg. I går tog næstformand Kirsten Kjølby, der sidder i kørestol, NORDJYSKE Stiftstidende med på en rundtur i midtbyen for at pege på nogle af de problemer, som folk i kørestol bakser med, når de færdes i byen. Forholdene er værst i Algade ved posthuset og området omkring Gammel Torv, mener Kirsten Kjølby. - Generelt vil jeg sige, at det er dårligt. Se de ned- og opkørsler der, de er under al kritik, siger Kirsten Kjølby, der skal bruge mange armkræfter for at komme over en fortovskant, når der ikke er en brugbar nedkørsel. Problemet med manglende op- og nedkørsler findes flere steder i midtbyen. Hun peger også på, at belægningen mange steder ikke er velegnet for mennesker i en kørestol. - Brosten, det er noget fanden har skabt. Du får alle de hump op i kroppen, det kan du godt undvære, siger Kirsten Kjølby, der nævner, at brosten nogen steder kan bruges som ledelinjer til svagtseende, men heller ikke til andet. Fortovene trænger også til en kærlig hånd, mange steder hælder fortovene, så kørestolen kører skævt. Syv landmålerstuderende fra Aalborg Universitet blev først sat til at gå rundt i byen, men de fandt ingen problemer, men da de kom i kørestolene, fandt de ud af, at det ikke var så ligetil. I dag har de lavet et tilgængelighedskort over Aalborg, der fremover vil kunne ses på kommunens hjemmeside. Butikkerne er også et stort problem. Røde prikker - Vi har sat røde prikker omkring halvdelen af butikkerne i Bispensgade, hvor vi ikke kan komme ind. Det irriterer Kirsten Kjølby, at hun ikke kan komme ind til butikkerne, fordi der f.eks. er trapper. - Jeg har ikke de samme rettigheder. Det er et irritationsmoment i dagligdagen, siger Kirsten Kjølby. På Nytorv peger hun på, at det er svært for folk i kørestol at komme forbi de mange varer, der er udstillet på fortovene. Et problem, der også findes flere andre steder i byen. Generelt er forholdene ikke så gode på Vesterbro, hvor det kan være svært at komme forbi med kørestolen. Også forholdsvis nye gader som Nybrogade og Brohusgade er der problemer, og det undrer lokalafdelingen. - Det er så nyt, at der burde tingene være i orden. Kirsten Kjølby peger på, at forholdene hos de praktiserende læger, især de nyetablerede, er bedre. - Hvis du skal til øjenlæge, så skal vi til Hjørring eller Brønderslev, fordi der ikke er nogen i Aalborg, vi kan komme ind til, fordi der er trin, siger hun. Træk tingene ind - Alle tingene er ude at stå, det er fint nok, det er det, de lever af, men de skal trække tingene lidt længere ind, det er ikke til at komme forbi. Indretningen af byens nyeste butikscenter Kennedy Arkaden får ikke Dansk Handicap Forbund til at juble. - Jeg vil sige, at Kennedy Arkaden er ret dårlig. Der er ikke tilgængeligt nok. Kirsten Kjølby er heller ikke begejstret for forholdene i byens forlystelsesgade. - Jomfru Ane Gade, den er ikke god, når der er udeservering om sommeren, så kan du ikke komme ind, fordi der er trin op. Når sommerterrasserne er pakket ned, er forholdene ikke meget bedre, fordi der er trin de fleste steder og ifølge Kirsten Kjølby mangler toiletforhold forhandicappede. Kirsten Kjølby så gerne, at kommunen gjorde mere ved problemerne omkring tilgængelighed i kommunen. - Jeg synes, de skal gå ud og kigge på forholdene omkring tilgængelighed i byen, siger hun, der ønsker at være med fra starten, når kommunen går i gang med et nybyggeri. Mange gange kommer vi ud for, at når de laver indgange til bygningerne, så skal vi ind ad bagindgangen, og det synes vi ikke er fair. Ros til Boulevarden Der er dog også grund til at glæde sig over flere steder i byen. Boulevarden er f.eks. god. - Her er nedsænkede fortovskanter, det er noget vi meget gerne ser i stedet for de hovsaløsninger, hvor de har smidt en klat, så man bare kan komme ned, siger, hun og peger på, at den slags nedkørsler hurigt bliver ødelagt. Kirsten Kjølby uddeler roser til Aalborg Kongres & Kultur Center, der er et godt eksempel på et sted, hvor det fungerer. - Der er nogen få steder, der virkelig gør meget for at sige, at der vil de have alle ind, siger Kirsten Kjølby, der også peger på Grand som et godt eksempel. Teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) siger om kritikken. - For det første er det vigtigt at sige, at der skal være plads til alle i vores by, og det vi gør er eksempelvis, at vi prøver at etablere ramper der, hvor det er relevant for kørestolsbrugere. Vi laver ledelinjer for de svagtseende, vi prøver på at gøre forholdene bedre, hvor det er muligt, så folk kan komme frem og tilbage, siger Henrik Thomsen, der tilføjer, at man er i løbende kontakt med handicaporganisationerne. Kan gøres bedre Han mener godt, at tilgængeligheden kan gøres bedre end i dag. - Der er da givet mange ting, der kan blive endnu bedre, spørgsmålet er hvornår nok er nok, men jo flere midler vi får afsat til eksempelvis fortovsopretning og til større renoveringsprojekter i midtbyen, så har vi brug for at løse flere problemer på samme tid, og det er den vej, vi skal gå. Med hensyn til de ønskede ramper peger Henrik Thomsen dog på, at man også skal tænke på trafiksikkerheden, når der laves ramper. Derfor ser man ramper ved lyskrydsene men ikke mange andre steder. - Der er fokus på det, men der er lang vej, det vil jeg da gerne erkende, det er ikke sådan, at vi løser alle problemer her og nu. Henrik Thomsen peger selv på Kennedy Arkaden, som et byggeri, der ikke er optimalt for de handicappede.