KØBENHAVN: Morten Harboe fra Aalborg Kickboxing Klub har sikret sig et dansk mesterskab i klassen minus 71 kilo i disciplinen fuld kontakt ved et stævne i København.
Aalborgenseren måtte igennem to hårde kampe, inden han fik knockoutet sine modstandere. I første runde måtte Morten Harboe selv tage tælling, men han kæmpede sig flot tilbage og fik udover DM-guldet også titlen som mesterskabernes bedste fighter.
I finalen besejrede han Jesper Christensen fra Cheing-gu.
Aalborg Kickboxing Klub havde også Almir Muric med i minus 75 kilo letkontakt, og han tabte til den senere danske mester, Jannik Hansen, Lyngby. Desuden var Nina Hartvigsen med i sin første kamp nogensinde, og i klassen minus 55 kilo semikontakt tabte hun til den senere mester, Gitte Uldahl, Kolding.
jop