Aalborg-firma bag biomasseanlæg til 300 millioner

NORDJYLLAND:Sammen med Burmeister & Wain i Allerød skal Aalborg Energie Technik opføre et biomasseanlæg til produktion af elektricitet nær Cardiff i Wales. Den samlede ordre lyder på 300 millioner kroner. - Der er meget spændende perspektiver i denne ordre. For interessen for biomasseudnyttelse er stigende, og grebet rigtigt an kan vi i Danmark skabe os en position på dette område, som ligner den, der allerede er oparbejdet inden for vindenergi, siger Søren Barkholt, direktør for Burmeister & Wain. Halvdelen af den walisiske ordre på 300 millioner kroner går til Aalborg Energie Technik, som dermed kan se frem til en øget omsætning for indeværende år. I 2004/05 var omsætningen på cirka 160 millioner kroner. Aalborg Energie Technik udspringer af Aalborg Industries, der i 1996 forlod området for biomasse. I dag beskæftiger virksomheden, der udvikler, leverer og vedligeholder kraftvarmeanlæg, der fyrer med biobrændsel, 70 medarbejdere.