Aalborg-forsker: Sælg småøer til rigmænd

Kan omdannes til attraktive steder med kurbade, kasinoer eller jagtreservater, hvis de købes af velhavere

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

NORDJYLLAND:Luk de mindste øer ned, og sæt dem til salg, så danske og udenlandske erhvervsfolk, rigmænd og fonde kan gøre øerne til jagtreservater, kurbade, welnesspensionater, kongrescentre eller for den sags skyld eksklusive kasino-øer.

Sådan lyder opfordringen fra Jørgen Møller, lektor og forsker ved Aalborg Universitet med speciale i lokalplanlægning, landsbyer og øsamfund. Han kalder det i Politiken torsdag økonomisk galimatias at holde liv i de mindste øsamfund, hvor en håndfuld beboere skal serviceres med færgefart, skoler og anden kommunal service. Den nye regering bør gentænke strategien for de danske øer, der alt for længe har været båret af et politisk ønske om at fastholde beboelse på øerne, næsten for en hver pris.

- Vi trænger i den grad til en fordomsfri debat om, hvad vi skal bruge øerne til, især dem, der blot har 15, 20 eller 25 beboere. For det er simpelthen for dyrt for kommunerne og samfundet at holde dem i live, siger Jørgen Møller til Politiken.

- Jeg tror på, at der er mere fornuft, økonomi og arbejdspladser i at lade professionelle investorer købe og drive øerne, eksempelvis som ferieområder og naturparker, siger Jørgen Møller.

- Det kunne også være nogle af de rige russere, der køber fodboldklubber i England, det kunne være tyskere med hang til dansk natur og hav - eller det kunne være dansk kapital, der blev sat i arbejde på denne måde.

Færre beboere

I flere årtier har antallet af beboere på de danske øer været faldende, så de i dag tæller blot 5.590 beboere, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Vi kommer i stigende grad til at forholde os til kommuner, der har store udgifter til nogle små øer, hvor indbyggertallet skrumper. Man kan sige, at ø-problematikken er den ekstreme udgave af Udkantsdanmark, fordi øerne er så isolerede fra omverdenen, siger forskningschef Hans Thor Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut.

Også han ser muligheder i at overlade øerne til private eller til naturen.

- Der er meget få områder i Danmark med vild natur, så det er også en mulighed at lade øerne henlægge som vild natur.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.