Aalborg

Aalborg går ikke i sort

Af Rasmus Valbjørn rasmusvalbjoern@hasseris.dkPlatanvej 20, Hasseris LYS: Det var en meget fornuftig beslutning Aalborg Byråd traf mandag 22. maj om at slukke en del af gadebelysningen mellem kl. 1 og 4.30 fra den 1. juni til den 30. september for at spare på udgifterne. Måske kan det undre, at lamperne ikke slukkes i tiden med ”de lyse nætter” fra omkring den 1. maj til omkring den 10 august. Men under den lange debat ved behandlingen af forslaget i Byrådet faldt der mange besynderlige bemærkninger mod at slukke lamperne – skuffende. Jeg vil gerne foreslå at man hvert år slukker en stor del af gadebelysningen i perioden med ”de lyse nætter”. Både til gavn for økonomien og miljøet. Produktion af strøm med kul og olie er en miljøbelastning. I gamle dage blev gadebelysningen i byerne slet ikke tændt i ”de lyse nætter”. Der frådses utrolig meget med lyset, både af kommunen, virksomheder og private. Når man færdes efter midnat skal man ikke langt uden for bymidten før man ikke ser et menneske, måske en enlig bil, men en masse gadelygter er tændt til ingen nytte. Aalborg går ikke i sort, fordi man slukker nogle af de alt for mange tændte lamper. Og så en lidt besynderlig historie om lys om dem i avisen i anden sammenhæng for nylig omtalte DSB og Banedanmark. Kort tid før DSB stykgods blev solgt til vognmændene og den resterende godsbehandlingen blev flyttet til Aalborg Østhavn, blev der installeret et nyt lysanlæg for ca. 10 millioner kr. på Aalborg Station, herunder på den nu forladte godsplads. Så nu har man ved DSB og Banedanmark virkelig mulighed for at frådse med lyset også på godspladsen, hvor der ikke længere er mennesker eller godsvogne.