Aalborg Håndbold udlejer talent

Ungdomslandsholdsspilleren René Antonsen skal have spilletid i 1. division.

René Antonsen (yderst til venstre) rykker til Team Vesthimmerland i 1. division.
Foto: Torben Hansen

René Antonsen (yderst til venstre) rykker til Team Vesthimmerland i 1. division. Foto: Torben Hansen

Det 19-årige stregtalent René Antonsen er blevet udlejet fra Aalborg Håndbold til Team Vesthimmerland i 1. division. Det sker efter Vesthimmerlands startende streg, Mark Nielsen, er ude for resten af sæsonen med et overrevet korsbånd. - Vi er meget stolte af at få sådan en mand til vores projekt. Han kommer med noget fysik og noget ungdommelig gejst, og kan regne med at få masser af ansvar på sine brede skuldre, siger Team Vesthimmerlands sportschef Lars Hansen. René Antonsen var i august med til at vinde VM for U19-landshold, men han har ikke fået meget spilletid for Aalborg, der har Jakob Bagersted og ukrainske Oleksandr Shevelev på positionen.