Aalborg

Aalborg Halvmarathon udsolgt

4000 løbeglade motionister har tilmeldt sig halvmarathon

I 2014 var der 1200 løbere med til Aalborg Halvmarathon 2014. I år er 4000 tilmeldt. Arkivfoto: Claus Søndberg

I 2014 var der 1200 løbere med til Aalborg Halvmarathon 2014. I år er 4000 tilmeldt. Arkivfoto: Claus Søndberg

AALBORG:Der bliver for alvor trafik i Limfjordstunnelen den 19. juni, når Aalborg Halvmarathon løber af stablen.

For første gang går ruten på de godt 21 kilometer igennem tunnelen, og det er en del af forklaringen på den enorme tilslutning til løbet, ifølge idrætskoordinator ved DGI Nordjylland, Ole Rokkjær.

- Vi er rigtig glade for, at der er så stor tilslutning til Aalborg Halvmarathon, og at så mange er blevet pirret af muligheden for at løbe igennem tunnelen, siger han.

Det er første gang siden 1969, at tunnelen er åbnet for to-benede, og strækningen under fjorden bliver en af rutens største udfordringer. Der er nemlig store højdemeterforskelle fra bunden af tunnelen til toppen af bakkerne i Mølleparken.

- Det bliver et udfordrende og fantastisk løb. Der vil være mange mennesker og liv på hele ruten, siger Ole Rokkjær.

Han glæder sig til at opleve løbet, men tør godt allerede kalde det en succes.

- Hvis det bliver afviklet, som vi forventer det, så bliver det fantastisk, siger han.

Ikke engang vejret kan hyle løbsarrangørerne ud af den.

- Det er midt i juni, så selvfølgelig bliver det også et fantastisk løbevejr, siger Ole Rokkjær.

Det er DGI Nordjylland og løbeklubberne AMOK, Aalborg Atletik & Motion og Aalborg Øst Road Runners, der står bag Aalborg Halvmarathon.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.