- Aalborg handler ulovligt

Handicappede får svært ved at klage og slippe for arbejdsgiveransvar, mener handicaporganisation.

Handicappede i Aalborg Kommune får for lidt i tilskud, hvis de vil af med deres arbejdsgiveransvar, mener organisationen LOBPA. Her er det handicappede og deres hjælpere forud for mødet i ældre- og handicapudvalget onsdag. Arkivfoto: Grete Dahl

Handicappede i Aalborg Kommune får for lidt i tilskud, hvis de vil af med deres arbejdsgiveransvar, mener organisationen LOBPA. Her er det handicappede og deres hjælpere forud for mødet i ældre- og handicapudvalget onsdag. Arkivfoto: Grete Dahl

Handicappede med ret til borgerstyret personlig assistance - læs: handicaphjælpere - skal kunne overdrage arbejdsgiveransvaret for deres hjælpere til andre. Det giver loven om borgerstyret personlig assistance mulighed for. Men efter ældre- og handicapudvalgets beslutning onsdag om at taksere den ydelse med otte kroner i timen, bliver det svært for mange. Det vurderer de handicappedes medlemsorganisation LOBPA (Landsorganisationen Borgerstyret Personlig Assistance). Samtidig anklager organisationen Aalborg Kommune for ikke at opfylde kravene i loven om borgerstyret personlig assistance. Med alvorlige konsekvenser for de handicappede. - Otte kroner i timen er ikke et fornuftigt niveau. Det vil afskære mange borgere fra af afgive deres arbejdsgiveransvar, forudser direktør for LOBPA, Jette Nielsen. Hun efterlyser desuden et budget, der viser, hvordan Aalborg Kommune er kommet frem til de otte kroner i timen. - Den enkelte kommune skal lægge et budget frem, så borgeren har mulighed for at anfægte en beslutning eller de enkelte poster i budgettet. Nu kan borgeren bare klage over et diffust beløb. Ældre- og handicaprådmand Tina French Nielsen peger på, at handicappede efter KL's vejledning må nøjes med et tilskud på tre kroner for hver time den handicappede har en ansat. Altså langt under Aalborg Kommunes otte kroner i timen. - Det beløb har vi diskuteret os frem til i udvalget, og vi tager sagen op igen inden udgangen af året. Som rådmanden ser det, vil udbud og efterspørgsel afgøre, hvad firmaer og organisationer kommer til at forlange for at overtage arbejdsgiveransvaret fra handicappede, der gerne vil slippe for det. Visse borgerorganisationer har forlangt 22 kroner i timen, hvilket er at skyde langt over målet, spørger man Tina French Nielsen.