Aalborg har også en Nesta

AALBORG:Det er ikke bare den italienske storklub Milan, som har en elegant Nesta på programmet, forsvarsklippen Alessandro Nesta. Der findes også en Nesta i løbene på Aalborg Væddeløbsbane, og den er mørk i huden, præcis som Nesta i støvlelandet. Hesten Nesta har vist en konstant formkurve, og den er med på programmet, når Aalborg-banen åbner sæsonen mandag aften med ni velbesatte løb. Nesta har hidtil haft en flot karriere med fem sejre og 71.297 kroner i præmier. Den trænes til hverdag af ejeren John Jensen, som for øjeblikket bruger beslagsmeden Casper Jensen som kusk. Således også i årspremieren. Aalborg Væddeløbsbane byder publikum på gratis champagne i anledning af årets første stævne på landets nordligste væddeløbsbane. cb